Men hvorfor gjorde de ikke noget?

I denne uge er der et debatindlæg af Ole Bornedal om de igangværende afsløringer af omfattende sexchikane og voldtægter med udgangspunkt i sagen om Harvey Weinstein. Bornedal skriver:

Han spørger

Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey (som jeg lige vil nævne, at jeg selv har oplevet på allernærmeste hold gentagne gange, da jeg arbejdede sammen med ham i to år) som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?

Jeg tror faktisk, at alle de intelligente, selvbevidste kvinder, jeg kender – og det er alle – aldrig ville nå så langt som til det første møde. »Jamen disse kvinder er jo afhængige af disse magtfulde mænd, de befinder sig i deres hule hånd, deres karriere afhænger af dem.«

Egentlig kan jeg vel godt lide Ole Bornedal (han er endda fra Nørresundby), men her synes jeg at han rammer fuldstændig ved siden af og endda bagatelliserer nogle rigtig alvorlige hændelser. Det er underligt, at Bornedal slet ikke indser det paradoks, der er tale om.

To spørgsmål, man ofte stiller i forbindelse med seksuelle eller voldelige overgreb mod kvinder er

  • Hvorfor gjorde mange af de kvinder, der blev udsat for overgrebene, ikke noget for at standse det og hvorfor mødtes de måske endda igen med den, der udøvede overgrebene?
  • Hvorfor gjorde mange af de kolleger, der kendte til den, der udøvede overgrebene, ikke gjorde noget for at standse dem og hvorfor forsvarede de måske endda udøveren over for andre?

Men blot fordi denne paradoksale adfærd finder sted, betyder det ikke, at chikane ikke er et problem. Det første spørgsmål er især blevet stillet og besvaret mange gange i konteksten af vold i ægteskabet, og vi ved, at det ikke kun handler om en mands trusler mod en kvinde, men også om mange andre psykologiske mekanismer. Danner-stiftelsen kalder det for voldsspiralen. 

Men i sammenhænge, hvor overgrebsmand og offer ikke er i et forhold eller er i familie med hinanden, kan der være andre forklaringer, og når det drejer sig om tredjeparter og hvorfor de ofte ikke reagerer eller endog forsvarer dem, der udøver overgreb, må der være andre forklaringer. Der findes også faktisk en del forskning inden for dette.

I nogle tilfælde er der tale om at tredjepart bevidst bagatelliserer overgrebene eller er i en slags alliance med overgrebsmændene, men i mange andre tilfælde bliver en tredjepart, der er vidne til et overgreb, overrumplet. Psykologer taler om såkaldt impact bias – at man er tilbøjelig til at overvurdere, hvor meget man vil føle sig påvirket af voldsomme hændelser, der kan ske i fremtiden. Mange af os kender dette uventede reaktionsmøde, når man som antiracist uventet bliver konfronteret med racistiske udtalelser fra andre i løbet af en samtale. Alt for ofte får man ikke sagt ordentligt fra (måske sket ikke) i situationen.

Det oplagte at gøre for at forhindre denne passivitet (som reelt ofte er en form for medskyld) er selvfølgelig at skabe strukturer, så de, der er vidne til overgreb, bliver tilskyndet til at fortælle om overgrebene og få dem standset. Men i tilfælde som Harvey Weinstein og Peter Aalbæk Jensen har der ikke været den slags strukturer – tværtimod.

Flattr this!