Kan man lære det på en måned?

Max Deutsch går en tur i Hamburg med Rubiks terning inden mødet med Magnus Carlsen. Foto: Wall Street Journal.

I denne uge har jeg læst om Max Deutsch, der trods sit navn slet ikke er tysk. Max Deutsch er en ung mand fra 24 år fra San Francisco, der har en bachelorgrad i matematik, har arbejdet som product manager for firmaet Intuit og nu har gjort det til en personlig ambition at lære at mestre nye udfordringer. På sit websted skriver han om alle de nye lærings-udfordringer, han har kastet sig ud i:

At kunne løse Rubiks terning på under 20 sekunder, at tegne et vellignende selvportræt, at få absolut gehør, at spille en lang, improviseret guitarsolo, at føre en samtale på hebræisk, at lave en stående baglæns saltomortale – og senest har han udfordret den norske verdensmester i skak, Magnus Carlsen.

I hvert af disse tilfælde har han givet sig selv en måned til at nå sit læringsmål, og kun i det sidste tilfælde lykkedes det ikke: Max tabte til Magnus i 39 træk. Men det var i det mindste ikke et pinligt nederlag.

Det er fascinerende, hvor langt man kan nå med en måneds koncentreret indsats, og det bør mane til eftertanke for alle os, der underviser og gerne vil hjælpe andre til at lære. Max Deutsch er nu heller ikke en gennemsnitlig ung mand; han er rigtig godt begavet, han er i god form og det lader også til at han har penge nok til at kunne gennemføre sine forehavender.

Hvad kunne jeg selv tænke mig at lære, hvis jeg havde en måned til rådighed uden distraktioner? Her er nogle af de færdigheder, der kunne stå på min liste (og flere af dem ligner dem, der er på Max Deutsch’s liste):

  • At lære at bruge bevisassistenten Coq til assisteret bevisførelse i matematik
  • At lære at tale (og skrive) et sprog, der ikke er indoeuropæisk (f.eks. arabisk eller kinesisk)
  • At lære at spille en improviseret guitarsolo
  • At lære at jonglere
  • At lære at stå på skøjter
  • At lære at brygge øl

Nogle af ovenstående færdigheder er nogen, der er lige i nærheden af noget, jeg kan, mens andre ligger noget længere væk. Jeg har kunnet spille guitar engang, og jeg har faktisk spillet en solo offentligt, men den var kort og kluntet, og jeg vil ikke engang kunne spille en kluntet, indøvet solo i dag. Og jeg har været i nærheden af Coq, men er aldrig kommet i gang. Skøjter har jeg til gengæld ingen erfaring med, og det samme gælder ølbrygning.