Godt nytår 2018!

Og her slutter så endnu et år.  I år flyttede jeg kontor igen og vendte tilbage til Institut for datalogi, til et andet kontor og en anden gruppe.  Det var godt at kunne få opleve en ny begyndelse.

Min datter begyndte i gymnasiet. Også for hende var det en god, ny begyndelse.

2017 var til gengæld skavankernes år. I det år, der nu slutter, mistede jeg stemmen i februar – og igen i marts. Jeg skadede mine ledbånd i højre fod i november – og igen i december. Jeg kan tydeligt mærke, jeg er blevet ældre.

I år har jeg fået voldsom kritik af min undervisning, og den tager jeg til mig. Jeg er flov over at jeg har gjort det dårligt og såret mange studerende, og jeg bruger nu tid på at finde frem til hvad jeg kan gøre for at komme videre og blive en meget bedre og meget mere troværdig underviser. Det er meget vigtigt for mig at gøre det godt igen.

Et af de privilegier, man har som universitetslærer, er rejserne i forskningssammenhæng. I embeds medfør besøgte jeg Tyskland – igen – og Sydafrika for første gang. I ferierne nåede jeg Irland (også for første gang), Skotland og Portugal. Det var dejligt at gense Lissabon i oktober.

Jeg har kun meget få anelser om hvad 2018 vil bringe, men jeg håber at det bliver et godt og udviklende år.

Godt nytår til alle fra mig!

Flattr this!

Apu-trilogien og andre glemte film

Fra “Apus Verden” af Satyajit Ray.

Før jul, da jeg mødtes til en hyggelig aften med nogle af dem, jeg gik i gymnasiet for mange år siden, kom vi på et tidspunkt at snakke om gamle film. Uffe fra den gamle y-klasse nævnte Rumrejsen år 2001, som var en af hans yndlingsfilm – og også er en film, jeg sætter meget højt. Men denne film havde han endnu ikke kunnet finde på dvd; den er svær at opdrive herhjemme. Selv var jeg så heldig at få et eksemplar i fødselsdagsgave for længe siden. I går fandt jeg så ved et tilfælde netop Rumrejsen år 2001 på dvd til 30 kr i et antikvariat og fortalte det fluks til Uffe.

I snart en del år har jeg prøvet at finde et dvd-bokssæt med film af Akira Kurosawa. Ikke hans samurai-film, men først og fremmest de film, der foregår i hans samtidige Japan. Det er film som bl.a. At leve (ikke at forveksle med Zhang Yimous kinesiske film af samme navn). Og også i går fandt jeg ved et tilfælde et brugt eksemplar af bokssættet på nettet, og jeg købte det fluks.

Og så er der Apu-trilogien, tre enkle og smukt fortalte film fra 1950’erne af den neorealistiske indiske instruktør Satyajit Ray. For snart mange år siden så jeg de tre film – Pather PanchaliAparajito og Apus verden – i filmklubben på universitetet i Edinburgh. De gjorde et meget stort indtryk på mig; det er tre enkle og gribende historier om at vokse op og finde sig selv og finde kærligheden. Siden har jeg gerne villet gense Apu-trilogien, men filmene er ikke nemt tilgængelige. For nylig læste jeg så, at de tre film er blevet restaureret og genudgivet på Blu-Ray. Alene efter traileren at dømme er der noget at glæde sig til. Se bare.

Den nye udgave fra Janus Film er imidlertid kun tilgængelig som Blu-Ray i USA, og har dermed Region A-kode, så de ikke kan afspilles på min dansk indkøbte afspiller fra i fjor. Filmene kan også købes som download, men igen kun fra iTunes-butikken USA. Disse tre indiske mesterværker er tilsyneladende ikke engang tilgængelige i deres hjemland i den nyrestaurerede udgave!

En overgang i dag sad jeg og prøvede at finde ud af, hvordan min disk-afspiller kunne gøres regionsfri ved brug af en passende tekstfil, så jeg ville kunne se Apu-trilogien ved at montere en USB-nøgle med tekstfilen i afspilleren. Filen skulle eksistere et sted derude, men jeg har endnu ikke kunnet finde den.

Men de slags tekniske fix og ture i antikvariater er underlige omveje at skulle ud på for at kunne se filmhistoriens mesterværker, og jeg er ærgerlig over, af at det er så svært i en verden, hvor det er blevet nemmere at dele information end nogensinde tidligere.

Flattr this!

Dummere?

Siden 1930 er den gennemsnitlige IQ vokset overalt i verden, og man har kaldt dette for Flynn-effekten efter den newzealandske intelligensforsker James Flynn, der påviste denne ændring. Men en ny undersøgelse af udviklingen i IQ viser at befolkningens gennemsnitlige IQ siden 1995 nu aftager med 0,23 point årligt i Norge, Finland og Danmark.

Intelligenskvotient-begrebet, som vi kender det, har sin oprindelse for lidt over 100 år sideni forsøg på at bestemme hvordan børn skulle indplaceres i skolesystemet. Og der er da også en korrelation mellem gængse mål for IQ og resultater i skolesystemet – og vi ved, at man kan forbedre sine resultater i IQ-tests gennem systematisk træning. Derfor er IQ-begreb da også ofte blevet kritiseret for ikke at være en dækkende beskrivelse af hvad menneskelig intelligens faktisk er.

Men netop fordi IQ-begrebet korrelerer med resultater i skolesystemet, og fordi uddannelse i sig selv udgør en form for træning af det enkelte menneskes IQ, kan en forklaring på den aftagende gennemsnitlige IQ være en aftagende kvalitet i uddannelsessystemet. Det er da også denne forklaring, Flynn selv kommer med. Han bemærker at skolearbejdet er mindre krævende i mange lande, og at elever bruger mindre tid på læsning og lektier. 

Selv bemærker jeg da også, at mange af de store ændringer i det danske skolesystem har fundet sted netop fra 1990’erne og frem. Ironisk nok er det hele den målstyring og fokus på uddannelsernes økonomi, som New Public Management har givet anledning til i form af bl.a. taxametersystemer, der har været i fokus snarere end målsætninger om at højne det faglige niveau.

(På en rigtig dårlig dag synes jeg også, at verden i det hele taget virker mere ubegavet, end den gjorde tidligere, men det er sikkert bare en illusion.)

Flattr this!

Forbrydelser som underholdning

I dag kunne man læse, at der nu bliver udgivet en e-bog af journalisten Thomas Djursing om mordet på den svenske journalist Kim Wall; bogen udkommer imens retssagen stadig er i gang. Forfatteren har tidligere, før mordet fandt sted, skrevet en bog og et stort antal artikel om den mistænkte, Peter Madsen, og man kan fornemme af omtalen, at udgangspunktet bliver dennes udtalelser.

Mange har allerede giver udtryk for at det er et udtryk for dårlig situationsfornemmelse og en mangel på hensyn til Kim Walls efterladte at udgive en sådan bog netop nu. Det er jeg helt enig i. Jeg tvivler ikke på, at Thomas Djursing er berørt af at en person, han mente at kende godt, har vist sig at være en bestialsk morder. Men forlaget Saxo burde have sagt nej til en udgivelse netop nu; de må have ment, at der ville være et tilpas stort publikum til en sådan udgivelse netop nu.

True crime-genren inden for de seneste få år har fået en ny udbredelse gennem podcasts. Ikke mindst podcast-føljetonen Serial har fået mange lyttere. I de fleste tilfælde er det bestialske mord (og her især massemord) der er i fokus.

Der er blevet skrevet ganske meget i forsøget på at finde ud af hvorfor true crime-genren er så populær. Mange andre former journalistik bliver ofte begrundet med vigtigheden af at påpege problemer i samfundet, men det kan ofte ikke være tilfældet for true crime. Den amerikanske kriminolog Scott Bonn har forsket i spørgsmålet om hvorfor true crime-genren lokker så mange af os (og har skrevet en bog om emnet). Hans bud på et svar er enkelt og plausibelt:

Beretningerne om de bestialske mord er så dragende, fordi de udløser en helt grundlæggende følelse i mennesket, nemlig frygt. Og det sker i en kontrolleret sammenhæng; forbrydelsen har fundet sted. På mange måder er beretningerne om de bestialske mord for voksne, hvad spøgelseshistorier og rutsjebaner er for børn. Og når man følger med i en true crime-beretning, kan man “lege detektiv” undervejs.

Med andre ord: True crime er reelt bare underholdning. Men skal en tragisk sag om mordet på en ung kvinde i september 2017, virkelig kunne bruges som underholdning i december 2017? Den meget krimi-agtige titel Ubådsmysteriet tyder desværre på, at det er tilfældet. For mig at se er der udelukende tale om spekulation fra forlagets side.

Flattr this!

En biting?

Det er vinter i Danmark, og man ser ikke ret mange insekter derude (om nogen overhovedet). Men rundt omkring overvintrer de. I et bibo klumper de mange arbejderbier sig sammen om deres dronning og kan på den måde kan de små insekter sammen holde temperaturen oppe på 30 grader.

Der er en lang, informativ og rigtig trist artikel i dagbladet Information i dag om biernes liv og om hvordan moderne pesticider, specielt de såkaldte neonikotinoider, og herbicider, specielt glyfosat (bedre kendt som Roundup), truer vore dages bibestande – og vel også insekter som helhed. Fremkomsten af store, meget ensartede landbrugsområder med lav diversitet er årsag til kunstigt fremkaldte økosystemer, hvor der også er en langt mere sparsom fauna. Jeg har selv en helt anekdotisk fornemmelse af, at der er færre insekter i de varme måneder end der var, da jeg var ung.

Særligt trist er det, at det tilsyneladende kun tager få årtiers brug af giftstoffer i jagten på kortsigtet gevinst at true vigtige dyrearter. Og bierne er vigtige. Ifølge forskerinstitutionen IPBES, som er den globale biodiversitets pendant til FNs Klimapanel, er det en landbrugsproduktion til en årlig værdi af mellem 235 og 577 milliarder dollar, der er afhængig af bestøvning ved dyrs hjælp. Hvis der er et argument for økologisk landbrug, der bør kunne overbevise, må det være biernes argument.

Flattr this!

Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

Flattr this!

Julen uden far eller mor

Min første jul i 1964 – min mormor, min mor og jeg.

Julen er ikke altid en let tid; ikke alle kan være sammen med dem, de holder af, eller på den måde de helst ville. Selv var jeg altid vant til at holde jul med min mor. Første gang var i 1964, sidste gang var i 2000, hvor hun allerede var mærket af demens. Fra da af og frem til julen 2013 besøgte jeg min mor om eftermiddagen på plejehjemmet den 24. december ; selve juleaften holdt hun med de andre beboere. Tanken om at min datter skulle fejre jul på et demensafsnit var ikke så rar for mig.

Da jeg ikke længere holdt jul med min mor, blev det for alvor tydeligt for mig, hvor meget min mor rent faktisk havde betydet for mig og for den person, jeg var blevet.

Jeg tænker på dette, hvor jeg har læst en gribende artikel af den engelske journalist Stephen Bush, der ligesom jeg voksede op uden en far. Stephen Bush har ingen minder om sin far, men har fundet billeder af ham på nettet. En dag så han ham ved et tilfælde i undergrundsbanen i London. Skulle han hilse på ham for første gang i sit liv? Han valgte at lade være.

Det var gået op for Stephen Bush, at han ikke havde noget at sige til ham, men også at han ikke var vred på ham. I sidste ende gik det, som det skulle. Men det skyldes også, tilføjer Stephen Bush, at han var så heldig både at have en rigtig god mor og at vokse op i en tid, hvor mulighederne var der (også fra politisk hold) til at det kunne lade sig gøre at få en god opvækst også for børn, der manglede en far eller en mor.

Jeg kan sige det samme.  I sidste ende gik det, som det skulle, takket være min mor og min mormor og de muligheder, der var for mig. Og også jeg er bekymret for hvordan det mon er at vokse op i dag i mit land uden at have en far eller en mor, hvis man ikke har et tilstrækkelig godt sikkerhedsnet. Min klare fornemmelse er, at det ikke er blevet bedre inden for de seneste år.

Flattr this!

Glædelig jul 2017!

Så er der gået endnu et år. I aften slutter julen endnu engang efter tre måneder, og det gør den som altid med et bjerg af indpakningspapir og konfekt. Det har (vanen tro) været en travl juletid, og gad vide hvad der kommer nu. I morgen vil jeg og mange andre i al fald fejre alle anstrengelserne ved omsider at holde ferie. Glædelig jul til jer alle!

Flattr this!

Det onde eksperiment, der blev glemt

Mindeplade for ofrene for Pitești-“eksperimentet”.

I denne uge er der et langt interview med den franske forfatter, filosof og filmskuespiller Mehdi Belhaj Kacem om det onde. Han siger et sted

»Jeg troede, Auschwitz og Shoah var det værste, menneskeheden havde fundet på, men det var indtil jeg begyndte at fordybe mig i, hvad der skete i Pitestifængslet i Rumænien i årene fra 1949 til 1952. Det gjorde mig bogstaveligste forstand syg«.

Her taler han om de grusomme overgreb, der fandt sted i fængslet i den rumænske by Pitești i perioden fra 1949 til 1951. Kommunistpartiet var kommet til magten i Rumænien, og fængselsadministrationen gav sig til at “genopdrage” mellem 1000 og 5000 fanger, der var fængslet på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning: medlemmer af oppositionspartier, bekendende kristne og jøder. Der var tale om systematisk hjernevask og brug af alskens torturformer som f.eks. simuleret drukning i fyldte lokumsspande og at fangerne skulle spise deres egen afføring. Fangerne skulle angive medfanger, der havde været venlige mod dem, og bagefter skulle de udsætte dem for samme tortur som de selv. Og de vagter. der skulle gennemføre og kontrollere det hele var – andre fanger. Denne idé kender man som bekendt fra kapo-regimet i kz-lejrene.

Det hele blev først bragt til ophør, da myndighederne standsede “eksperimentet”. 17 af de ansvarlige blev retsforfulgt, men fik kun milde domme. Fængslet blev i 1991 solgt til et byggefirma; noget af det blev bygget om, andet blev revet ned.

Da jeg læste om dette – og det er rigtig ekstremt – måtte jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke kendte til disse grufulde hændelser, der i deres karakter på mange måder leder tankerne hen på både Mengeles forbrydelser i Auschwitz og på beretninger om sovjetiske og japanske fangelejre. Der er ikke meget at finde på dansk; jeg har måttet ty til Wikipedias side på engelsk om Pitești-“eksperimentet”.. Det giver ikke mening at tale om dem som “det ondeste”, for den slags grusomhed er for mig umuligt at gradbøje – men ondt var det. Og det var mærkeligt at måtte erkende, at disse grusomheder tilsyneladende er blevet så lidt omtalt.

Flattr this!

Det der med tonen

I dag har jeg læst en rigtig nedslående artikel om sager om seksuel chikane på arbejdspladser. Mange sager er blevet afvist med henvisning til arbejdspladsens “friske tone”. Og her i efteråret har jeg kunnet læse en del debatindlæg (mest fra mænd), der gerne vil frem til at nogle former for uønsket seksuel adfærd ikke er noget særligt, og tilråb mv. er måske “bare for sjov”. Selvfølgelig er der forskel på f.eks. en voldtægt og et seksuelt tilråb på gaden, men det betyder jo ikke at sidstnævnte er acceptabelt eller uproblematisk.

De etiske retningslinjer for acceptabel kommunikation er noget af det sværeste at tale om. Hvad må man sige til hinanden? Under hele karikaturkrisen om Muhammed-tegningerne i 2006 kørte den offentlige debat helt fast, og nu, hvor man taler om seksuel chikane, er det ved at ske igen.

Men der er én ting, der slår mig: Når nogen føler sig nødsaget til at fortælle andre, at en bemærkning “bare er for sjov”, er det ofte et tegn på, at det, der er blevet sagt, faktisk ikke er sjovt for andre end den, der kom med bemærkningen. Jeg tænker selv på de ganske mange gange, hvor jeg har fortalt en vittighed, som ingen forstod. Der kom bestemt ingen latter, når jeg var nødt til at fortælle at jeg havde prøvet at være morsom.

Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at de muligheder for deling af indhold og meninger, som Internettet har givet, skaber en forandring hos mange menneskers etiske udsyn og dermed også deres opfattelse af hvordan “tonen” bør være, også uden for Internettet. Der var også hadske læserbreve for 20 år siden, men næppe så mange, som der i dag er grove og hadske udsagn på Internettet. Tilsvarende var der næppe mange forsmåede mænd, der fremstillede papiraftryk af intime fotos af deres eks-kone og delte dem ud til tilfældige forbipasserende.

Flattr this!