Gensyn med Poul og Nulle

Foto: Bent Paulsen.

Danske tv-julekalendere falder typisk i én af to kategorier: de lidt for sentimentale og pyssenyssede med julemænd og julenisser, og så dem, der forsøger at nedtone julestemningen lidt til fordel for en god historie. Jul i Gammelby og Jul på Slottet er så afgjort i den første kategori, mens f.eks. Pagten, Tidsrejsen og Julestjerner (af Wikke og Rasmussen – og min personlige favorit) er moderne bud fra den anden kategori.

Men en julekalender, jeg aldrig glemmer, og desværre også en julekalender, som ikke vil kunne genudsendes, er julekalenderen med Poul og Nulle, der tilbragte 24 dage i et hul i jorden og hver dag udloddede et “jordfund”. “Poul og Nulle i jordhullet” hed faktisk Jul og grønne skove, og det var i høj grad en julekalender, der delte vandene. Nogle voksne var meget forargede på deres børns vegne over den totale mangel på jul og nisser – her skal man ikke glemme, at dette var året efter Jul i Gammelby. Julekalenderen blev endda diskuteret i TV-Avisen. Til gengæld var der mange børn, der skrev ind til Poul og Nulle i håb om at vinde “jordfundet”.

Det var en julekalender, jeg fulgte trofast med i, selv om jeg faktisk var ganske få uger fra at fylde 17. Tonen i Jul og grønne skove appellerede til mig og alle andre, der holdt af Poul Nesgaard og Nulles udsendelser i Ungdomsredaktionen, hvor de på finurlig vis blandede komedie og en slags reportage og ramte en helt særlig tone, der på én og samme tid var naiv og begavet.  Og det var mildt sagt en lettelse omsider at se en så u-julet julekalender. I det allersidste klip i det allersidste afsnit af Jul og grønne skove ser man dog faktisk julemanden løbe over en gangsti, mens Poul og Nulle går slukørede væk og kigger den anden vej!

Jeg har fået lyst til at se Jul og grønne skove igen, og nu kan mit ønske gå i opfyldelse. Man kan nemlig se 12 af afsnittene på DR Bonanza.

Og man kan læse hele beretningen om Jul og grønne skove hos DR.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar