Skal vi glemme dem?

For fire år siden skrev jeg om Gary Glitter. Han er en vigtig person i rockhistorien, men han er også pædofil og har gjort stor skade på børn. For to år siden blev han idømt 16 års fængsel for sine ugerninger.

Dengang var jeg meget i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Man kan nemlig ikke lytte til Gary Glitters musik uden at tænke på den smerte, han har forvoldt. Men de sange, han sang, var skrevet sammen med Mike Leander, og det var The Glitter Band, der spillede. Ingen af dem vidste, hvad Glitter begik af grusomheder. Skal vi skrive dem ud af rockhistorien sammen med ham?  Og The Glitter Band lavede en række numre selv uden Gary Glitter, men i fuldstændig samme stil.

På det seneste er dette etiske dilemma dukket op med fornyet styrke, hvor det væltet frem med tilfælde, hvor kendte mennesker er blevet afsløret i at have begået seksuelle overgreb i stor skala. Senest er det den amerikanske dirigent James Levine, der er blevet suspenderet efter mistanke om en lang række seksuelle overgreb mod teenage-drenge.

Der er også ganske mange andre udøvende kunstnere, der har begået seksuelle overgreb, som har fået konsekvenser. Den nye film med Louis CK (som i øvrigt hedder “I Love You, Daddy”) har ikke fået premiere, og Kevin Spacey er blevet fjernet helt fra en film, han medvirkede i.

Jeg har også selv nogle albums med James Levine indkøbt i de seneste knap 30 år, og dem har jeg lyttet til med stor fornøjelse. Men hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg investere i andre indspilninger af Mozarts og Mendelssohns symfonier? Det har jeg overvejet. Men Levine slet ikke var alene om at skabe sit værk  – han ville ikke kunne have foretaget sine indspilninger uden et dygtigt symfoniorkester som f.eks. Berlinerfilharmonikerne. Og han har som bekendt heller ikke skrevet den musik, han dirigerede.

I min egen verden, nemlig den akademiske verden, kender jeg til beretninger om kendte forskere, der skulle have udsat deres børn for systematisk vold og måske også det, der var endnu værre. For nylig blev jeg opmærksom på en kvinde, hvis far på den ene side var en kendt (nu for længst pensioneret) videnskabsteoretiker, på den anden side havde begået systematisk vold mod sine børn gennem hele deres opvækst. Så vidt jeg ved, har han ikke angret. Kvinden udtalte til min store overraskelse, at hun faktisk ikke mente, at det ville være så god en idé at holde op med at citere faderens værker. Hendes far, sagde hun, var del af og eksponent for en akademisk tradition, man stadig kunne værdsætte og som hun også anså for vigtig.

Min konklusion er lige nu, at vi netop ikke skal glemme værker med de pågældende mennesker, der har begået overgreb, fordi vi så også skriver en masse, helt uskyldige mennesker ud af historien sammen med dem, nemlig med-skaberne. Og faktisk risikerer vi også at skrive ofrene ud af historien. Tværtimod skal vi også altid nævne de pågældende menneskers overgreb og være solidariske med ofrene for dem.

Flattr this!