Et foregangsland?

En sammenligning mellem Libanon og Danmark. Bemærk, at Libanon er mindre end Jylland. Landets areal er 10.452 km², mens Jyllands areal er 29.777 km².

Endnu engang lancerer Dansk Folkeparti en samling stramninger af dansk flygtningepolitik, og hvis det går som det plejer, vil de lidt efter lidt blive til virkelighed. Den underliggende idé er at flygtninge ikke skal forsøges integereret i det danske samfund, og de skal ikke have lov til at arbejde eller uddanne sig. Flygtninge skal derimod befinde sig afsondret i lejre og i konstant venten på at blive sendt tilbage til det land, de flygtede fra. Det helt store ideal (hvis man ellers kan bruge den slags ord om Dansk Folkeparti) er at Danmark kan forlade international lov, så denne politik bliver nemmere at føre ud i livet.

Libanon er på mange måder et land, der gør præcis, hvad Dansk Folkeparti gerne vil have at Danmark skal gøre. Libanon er således et af de lande, der ikke har ratificeret FNs konvention fra 1951 om flygtninges rettigheder, og i Libanon har flygtninge ikke ret mange rettigheder og lever adskilt fra resten af befolkningen.

Der er dog alligevel ganske mange flygtninge i Libanon, for landet er også et af de så højt berømmede nærområder. Mange af flygtningene er palæstinensere. FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4.448.429 palæstinensiske flygtninge. Heraf bor de 1.327.772 i 58 officielle flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben, i Libanon, Syrien og Jordan. Det svarer til at 29,8 procent af de registrerede flygtninge bor i lejre. Mange palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere er statsløse. Den Arabiske Liga har flere gange forbudt sine med­lemsstater at tilbyde palæstinensiske flygtninge statsborgerskab.

I Libanon har kun 50.000 palæstinensere statsborgerskab mens de øvrige 400.000 flygtninge er statsløse. 53 procent af dem bor i lejre. De statsløse palæstinensere har ingen stemmeret, må ikke købe fast ejendom og er udelukket fra det offentlige sundhedsvæsen og fra en lang række erhverv, herunder læge, advokat og ingeniør. Levestandarden for palæstinensiske flygtninge i Libanon er markant dårligere end for “rigtige” libanesiske borgere.

Alle disse flygtninge er i stort omfang efterkommere af de oprindelige flygtninge fra 1948, og der er ikke noget, der tyder på at de vil kunne vende “tilbage” til Palæstina – et land, som det store flertal af dem aldrig har været i.

Og dertil kommer nu de mange mennesker på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Ingen ved præcis, hvor mange syriske flygtninge der er i Libanon. Der var i juni 2017 1.001.051 flygtninge registreret af UNHCR i Libanon, men det faktiske tal er formodentlig meget højere – formodentlig tæt på 1,8 millioner mennesker. Og heller ikke de, der er på flugt fra Syrien, har nogen rettigheder i Libanon.

Det “libanesiske eksempel” fører ikke til noget godt. Hele ideen med at afsondre flygtninge og at holde dem i permanent venteposition er kun egnet til at nedbryde mennesker og til at skabe fattigdom og de parallelsamfund, som netop Dansk Folkeparti så gerne vil tale om. Det er da også typisk, at Dansk Folkepartis “løsning” på at mange mennesker er på flugt, er en uanstændig “løsning”, der ikke løser noget som helst, men tværtimod fremstår som en form for hævn.

Det eneste, der vil virke, er at det internationale samfund fordeler modtagelsen af flygtninge imellem sig og at det internationale samfund har en fælles plan for hvordan flygtninge kan vende tilbage. Det kan ikke være et enkelt land, der konkluderer at forholdene nu er sådan, at et stort antal mennesker skal sendes tilbage – det bør i tilfældet Syrien være en international vurdering. Samtidig må man indse, at mange flygtninge aldrig vil kunne vende hjem. Det er dét, vi har set med de palæstinensiske flygtninge, og det er dét, vi også vil se med en del af de syriske flygtninge, netop fordi de er modstandere af Assad-regimet, som lige nu ser ud til at være ved at få overtaget i Syrien.

(Visited 38 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar