Endnu en dag i Rigets Centrum

Jeg er for nylig kommet med i den gruppe af forskere, der interesserer sig for PBL (problembaseret læring – det, vi i min ungdom mødte som problemorienteret projektarbejde). Mange af de andre i gruppen er uddannelsesforskere, og lige nu er jeg den eneste fra mit institut, der er med.  I dag var det tid til et møde for gruppen, og denne gang blev det henlagt til Aalborg Universitets afdeling i København. Tilfældet ville, at dette var samme dag som der var et stort anlagt møde på Aalborg Universitet i Aalborg om digitalisering af undervisningen – og samme dag som julefesten på Institut for datalogi. Jeg var nødt til at vælge, og jeg tog til København med det tidlige morgenfly.

Der var noget meget bekendt ved kvinden, der sad ved siden af mig i flyet, og det viste sig at være ingen ringere end Dorte Juul, som jeg havde gået i folkeskole med. Hun skulle også til København i embeds medfør, men til en julefrokost i den københavnske afdeling af det firma, hvor hun er ansat. Det var nogle år siden, vi havde set hinanden sidst, og jeg fik spurgt til hendes mor, der var vores klasselærer en overgang og var en meget elsket lærer. Og vi snakkede om Dortes mand, som jeg også kender – ham gik jeg nemlig også i folkeskole med. Verden er forbløffende lille, og ikke mindst ude i Han Herred, hvor vi voksede op.

Ovre til mødet dukkede de andre fra Aalborg Universitet i Aalborg op; de kunne ikke forstå, at de ikke havde set mig i flyet. Det meste af resten af dagen gik med en præsentation af og samtale med Teresena “Terry” Barrett fra University College Dublin, som fortalte os om sine erfaringer med PBL fra Irland. Det var interessant at høre, hvor anderledes de griber problembaseret læring an i Irland – og det er meget anderledes. Hele denne seance var meget praksis-orienteret, men det var ret beset ikke så dårligt for en person som mig, der slet ikke er uddannelsesforsker. Det var også interessant for mig med det meget praksis-nære fokus, fordi vi for tiden overvejer mulige ændringer af studieordningerne for de uddannelser, som Institut for datalogi tager sig af. Her er det vigtigt at overveje, om der mon er andre måder at gribe problembaseret læring på, som kan supplere det sædvanlige projektarbejde i nogle sammenhænge. 

Det var en udbytterig dag, og stemningen var god. En pudsig observation i denne sammenhæng er, at kønsfordelingen faktisk var den stik modsatte af den, jeg er vant til fra datalogi – her var der to mænd til stede, og resten var kvinder.

(Visited 15 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar