Nedskæringen, der bliver glemt

Dette stykke grafik skyldes Finansministeriet. Kan nogen se, hvor den årlige nedskæring på to procent er nævnt henne? (Jeg kan ikke.)

Nu er der en ny finanslov på vej, og i den videreføres politikken om at der hvert år skal ske en nedskæring på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. I mine blogindlæg har jeg ofte nævnt denne årlige nedskæring en passant, for den ender med at have stor betydning for mange menneskers dagligdag  – og ikke kun min egen. Vi får dårligere muligheder for at levere undervisning og færre lokaler til rådighed, og uddannelsesinstitutionernes ledelser bruger nedskæringerne som begrundelse for en stram økonomisk tænkning med alt hvad det fører med sig. Jeg skrev senest om dette i oktober i år.

Også Dansk Erhverv er modstandere af nedskæringerne. Det udtalte de så sent om i august i år.  Der var store demonstrationer arrangeret af Uddannelsesalliancen den 5. oktober i år.

Men det er foruroligende lidt, der er blevet talt om nedskæringerne i dækningen af finanslovsforhandlingerne. Nedskæringen på to procent om året på uddannelserne får lov at fortsætte år efter år, imens det store flertal af politikere hellere vil tale om noget helt, helt andet – og medierne bliver ved med at lade dem slippe af sted med det.

Hvis jeg stillede op til et valg (jeg lover at lade være!) ville jeg gøre meget for at få den konstante forringelse af vores uddannelsessystem til at blive et tema i valgkampen.