Karrieren som rutschebane

Når jeg har fået en indsendt artikel afvist fra en konference eller et tidsskrift eller fået afslag på en ansøgning om eksterne forskningsmidler, har jeg så godt som altid følt mig som en meget dårlig forsker. Nogle gange, når jeg har haft flere afslag i træk, har jeg endda overvejet at sige mit job op.

I perioder, hvor jeg har fået hård kritik af min undervisning, har jeg følt noget tilsvarende. F.eks. har det været tilfældet i år, hvor mange studerende har været vrede og utilfredse med så godt som alle aspekter af min undervisning og givet udtryk for en meget voldsom og gennemgribende kritik. Kritikken var i år tilmed meget personlig, og på den ene side har jeg valgt at acceptere den (det er det eneste fornuftige, hvis jeg skal kunne forbedre mig), på den anden side har det været ubehageligt. Jeg har i år følt mig afsløret som en usædvanligt elendig underviser, og jeg har flere gange tænkt på om der mon var andet, jeg kunne lave i stedet.

Der har også været perioder, hvor jeg har haft en form for succes, og da har jeg haft et mere positivt selvbillede.

Det er underligt og ubehageligt med disse svingninger i selvværd, og jeg oplever af og til, hvis jeg taler fortroligt med kolleger, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi taler bare sjældent om det. Timo Klindt Bohni fra konsulentfirmaet Perspektivgruppen har en lille artikel på LinkedIn, hvor han beskriver dette og kalder det for “den narcissistiske rutschebane”. Med tiden, formoder han, skulle disse svingninger udligne sig. Måske er det tilfældet.

Om disse svingninger i selvværd er udtryk for narcissisme, ved jeg ikke. Det “splittede” syn på verden er det måske. Et problem med den akademiske verden i vore dage er i al fald, at der en tydelig asymmetri mellem succes og fiasko. Succes er blevet det, det skal være normaltilstanden – “rigtige akademikere” har eksterne forskningsmidler og får deres artikler accepteret og har måske endda også succes med deres undervisning. De “rigtige akademikere” får hædrende omtale, mens vi andre, der ikke har så megen succes, lever i tavsheden, måske i bedste fald er nogen, man kan have lidt ondt af. Det er tit som om man aldrig er bedre end sit seneste nederlag.

Jeg spekulerer på, om denne praksis mon er med til at holde rutschebanen  gang og forhindrer udsvingenes hyppighed og omfang i at blive mindre med årene.