Den sidste jedi

Det var umiddelbart lidt ærgerligt at måtte forlade en ølsmagning med kolleger fra Institut for datalogi i utide for at nå hjem i tide til at kunne komme til premiere på The Last Jedi. Men nu, hvor jeg har set denne, den nyeste film i Star Wars-serien, fortryder jeg intet. The Last Jedi er et sansebombardement af to en halv times varighed, der på én og samme tid formår at trække tråde tilbage til de gamle film (ikke mindst den gamle to’er, Imperiet slår igen) og at føje nye facetter til det visuelle indtryk.

The Last Jedi starter, hvor forgængeren slap, omend tonen er lidt lettere denne gang – der er en lidt underfundig humor, der stikker hovedet frem engang imellem, uden at vi bevæger os ind i egentlig komedie. Og endnu engang er der mange underlige dyr og lige så underlige landskaber; bl.a. de underlige “kanin-pingviner” og langørede ridedyr er sjovt tænkt – og saltplaneten, hvor et tyndt lag af hvidt salt dækker en rød overflade, er visuelt imponerende.

Hvis man kun vil se film om stille eksistenser, der mødes på en parkeringsplads i Brønderslev, skal man nok ikke gå ind at se The Last Jedi. Men for alle andre er denne film værd at se. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, hvordan fortsættelsen (for en sådan må der komme) vil håndtere, at Carrie Fisher ikke er mere. Hendes rolle i denne film blev som bekendt hendes sidste.

(Visited 24 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar