Pengene eller familien?

Foto: DR.

I denne uge kan jeg se, at den seneste finanslovsaftale i stort omfang handler om udlændinge, og ikke mindst flygtninge. Målt i kroner og ører fylder udlændingeområdet ikke ret meget, men det fylder en femtedel af teksten i finanslovsaftalen.

Det er ikke overraskende at regeringen nu foreslår Dansk Folkeparti at indarbejde et forslag om at flygtninge kan få et kontantbeløb, hvis de ikke beder om familiesammenføring efter de tre år, de har måttet leve uden deres familie. Det er et forslag, der udkrystalliserer al den kynisme, der kendetegner den nuværende regerings politik: at man antager at andre mennesker først og fremmest er motiveret af penge og at væsentlige forhold i menneskers liv kan gøres op i penge. Når man selv tænker på denne måde, formoder man at andre også vil tænke sådan.

Samtidig udnytter forslaget, at flygtninge modtager den såkaldte integrationsydelse og derfor har særligt få penge. Og endelig sætter forslaget mennesker på flugt, der har midlertidig beskyttelsesstatus, i et dilemma, der vil ende med yderligere at stresse dem – og det er så vidt jeg kan se, også helt bevidst.

Artikel 16, stk. 3 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det, vi ser her, er det stik modsatte. Man vil nu med penge overtale mennesker, der er særligt trængt, til at blive ved med at være adskilt fra deres familier. Den sket skjulte begrundelse er selvfølgelig, at der er tale om mennesker (nemlig mennesker på flugt), som man ikke ønsker at have her.

Ville en dansk politiker være villig til at undvære sin nærmeste familie i tre år og bede den opholde sig på et farligt sted mod til gengæld at få et pengebeløb af en vis størrelse? Hvis ikke, hvorfor regner man da med at et menneske på flugt fra forfølgelse vil være parat til det?