At lære at blive afvist

Følelsen af at blive afvist kan være rigtig hård. Det skrev jeg om her i 2014. Meget af det, vi gerne vil, får vi måske aldrig gjort, netop fordi vi er bange for at blive afvist. Der er en masse ulykkelig kærlighed derude blandt mennesker, der er bange for at blive afvist. Og der er store drømme, der aldrig vil kunne gå i opfyldelse, fordi man er bange for at blive afvist.

Der er en masse psykoterapeutiske tilbud, der sigter på at lære mennesker at håndtere afvisning. Men kunne man mon træne sig selv til at være bedre forberedt på afvisning uden at blive handlingslammet?

Den amerikansk bosatte kinesiske forfatter Jia Jiang har sammensat et forløb på 100 udfordringer, som han mener skulle kunne gøre et menneske bedre i stand til at håndtere afvisninger. Det er udfordringer, der strækker sig fra at bede et fremmed menneske om at låne 100 dollars over at bede om at få lov til at lave sin egen sandwich hos Subway til at bede om at få et interview med USAs præsident (der på dét tidspunkt stadig hed Barack Obama). Formålet med de 100 øvelser skulle være, at man kan lære at vænne sig til afvisninger og ikke blive så følelsesmæssigt påvirket af dem.

Det er interessant læsning, og jeg har selv en fornemmelse af at der er ganske mange af disse udfordringer, jeg ville have det svært med. Men udfordringerne har også to andre egenskaber til fælles: Risikoen for at få et nej er meget høj, og der er tale om udfordringer, som er fælles for alle og ikke bunder i et personligt behov. Især det sidste, det personlige behov og skuffelsen ved at dette behov ikke bliver opfyldt, kan være en grund til at afvisninger kan føles så voldsomme. Jeg tror ikke at Jia Jiangs øvelser vil være nok til at trøste alle dem, der har uheld i kærlighed – men den vil sikkert kunne få dem til at tænke på noget andet for en stund.

(Visited 71 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar