Hvad vi kan lære af Søren Krarup og Pia Kjærsgaard

Søren Krarup danser med Pia Kjærsgaard til tonerne af Sussi og Leo. Foto. BT.

I januar 2016 vedtog et flertal i Folketinget den lovændring, som er blevet kendt som “smykkeloven”. Men denne lovændring handler om meget andet end konfiskation af ejendele; en anden bestemmelse siger, at flygtninge selv skal betale for at få deres familie til Danmark. Argumentet er, at hvis flygtninge virkelig gerne vil have deres familier til Danmark, så må de også selv være villige til at betale for det. (Loven gælder alle flygtninge, også uledsagede børn.) Siden da er der opstået initiativer blandt borgere, der samler penge ind til at hjælpe flygtninge med at betale for deres familiers rejse til Danmark.

Dette er ikke engang den seneste udvikling i dansk flygtningepolitik – det er derimod denne uges beslutning om kvoteflygtninge, nemlig at det nu er den minister, der er ansvarlig for det pågældende resortområde, som bestemmer, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal modtage. Socialdemokraterne erklærede sig her enig med den siddende minister i at Danmark ikke skal tage imod kvoteflygtninge overhovedet. Den officielle holdning til flygtninge (og faktisk udlændinge i det hele taget) er i dag negativ, men beretningerne om indsamlinger til flygtninges genforening med familier er udtryk for en uofficiel modfortælling.

Hvordan er det endt sådan? For 30 år satte Søren Krarup og andre kræfter ind med et langt, sejt træk – det startede med en opfordring fra Søren Krarup m.fl. om at boykotte Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Dengang var Venstre, Konservative og Socialdemokraterne enige om at tage skarp afstand fra Søren Krarup og hans meningsfæller, og der var bred opbakning til ordningen om kvoteflygtninge. Tre årtier senere har de tre partier i stort omfang overtaget den flygtningepolitik, som Søren Krarup og Pia Kjærsgaard begyndte at formulere som en uofficiel modfortælling og til sidst kunne fremføre i Folketinget.

Nogle vil selvfølgelig her sige, at dette skifte skyldes, at de fleste politikere efterhånden har indset, at de holdninger til flygtninge, som Krarup og Kjærsgaard fremsatte i 1980’erne, udgør en korrekt beskrivelse af flygtningesituationen tre årtier senere og af hvordan Danmarks politik på området bør være.

Men man kunne også se dette som udtryk for et langt, sejt (og gennemført usympatisk) træk som Krarup, Kjærsgaard og andre har gjort fra 1987 og frem, hjulpet af medierne (dengang bestemte dagblade) og kontakter i andre partier.

Paradoksalt nok er der derfor faktisk håb om at det hele kan vendes; den imødekommende holdning til flygtninge, der i dag er blevet en uofficiel modfortælling til den officielle, negative, kan en dag igen blive en fortælling, som flertallet vil dele. Det er dét, vi kan lære af Søren Krarup og Pia Kjærsgaard – men jeg er desværre også temmelig sikker på, at det kommer til at tage lang tid og kræver en helt dedikeret indsats.

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar