Det der med tonen

I dag har jeg læst en rigtig nedslående artikel om sager om seksuel chikane på arbejdspladser. Mange sager er blevet afvist med henvisning til arbejdspladsens “friske tone”. Og her i efteråret har jeg kunnet læse en del debatindlæg (mest fra mænd), der gerne vil frem til at nogle former for uønsket seksuel adfærd ikke er noget særligt, og tilråb mv. er måske “bare for sjov”. Selvfølgelig er der forskel på f.eks. en voldtægt og et seksuelt tilråb på gaden, men det betyder jo ikke at sidstnævnte er acceptabelt eller uproblematisk.

De etiske retningslinjer for acceptabel kommunikation er noget af det sværeste at tale om. Hvad må man sige til hinanden? Under hele karikaturkrisen om Muhammed-tegningerne i 2006 kørte den offentlige debat helt fast, og nu, hvor man taler om seksuel chikane, er det ved at ske igen.

Men der er én ting, der slår mig: Når nogen føler sig nødsaget til at fortælle andre, at en bemærkning “bare er for sjov”, er det ofte et tegn på, at det, der er blevet sagt, faktisk ikke er sjovt for andre end den, der kom med bemærkningen. Jeg tænker selv på de ganske mange gange, hvor jeg har fortalt en vittighed, som ingen forstod. Der kom bestemt ingen latter, når jeg var nødt til at fortælle at jeg havde prøvet at være morsom.

Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at de muligheder for deling af indhold og meninger, som Internettet har givet, skaber en forandring hos mange menneskers etiske udsyn og dermed også deres opfattelse af hvordan “tonen” bør være, også uden for Internettet. Der var også hadske læserbreve for 20 år siden, men næppe så mange, som der i dag er grove og hadske udsagn på Internettet. Tilsvarende var der næppe mange forsmåede mænd, der fremstillede papiraftryk af intime fotos af deres eks-kone og delte dem ud til tilfældige forbipasserende.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar