Det onde eksperiment, der blev glemt

Mindeplade for ofrene for Pitești-“eksperimentet”.

I denne uge er der et langt interview med den franske forfatter, filosof og filmskuespiller Mehdi Belhaj Kacem om det onde. Han siger et sted

»Jeg troede, Auschwitz og Shoah var det værste, menneskeheden havde fundet på, men det var indtil jeg begyndte at fordybe mig i, hvad der skete i Pitestifængslet i Rumænien i årene fra 1949 til 1952. Det gjorde mig bogstaveligste forstand syg«.

Her taler han om de grusomme overgreb, der fandt sted i fængslet i den rumænske by Pitești i perioden fra 1949 til 1951. Kommunistpartiet var kommet til magten i Rumænien, og fængselsadministrationen gav sig til at “genopdrage” mellem 1000 og 5000 fanger, der var fængslet på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning: medlemmer af oppositionspartier, bekendende kristne og jøder. Der var tale om systematisk hjernevask og brug af alskens torturformer som f.eks. simuleret drukning i fyldte lokumsspande og at fangerne skulle spise deres egen afføring. Fangerne skulle angive medfanger, der havde været venlige mod dem, og bagefter skulle de udsætte dem for samme tortur som de selv. Og de vagter. der skulle gennemføre og kontrollere det hele var – andre fanger. Denne idé kender man som bekendt fra kapo-regimet i kz-lejrene.

Det hele blev først bragt til ophør, da myndighederne standsede “eksperimentet”. 17 af de ansvarlige blev retsforfulgt, men fik kun milde domme. Fængslet blev i 1991 solgt til et byggefirma; noget af det blev bygget om, andet blev revet ned.

Da jeg læste om dette – og det er rigtig ekstremt – måtte jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke kendte til disse grufulde hændelser, der i deres karakter på mange måder leder tankerne hen på både Mengeles forbrydelser i Auschwitz og på beretninger om sovjetiske og japanske fangelejre. Der er ikke meget at finde på dansk; jeg har måttet ty til Wikipedias side på engelsk om Pitești-“eksperimentet”.. Det giver ikke mening at tale om dem som “det ondeste”, for den slags grusomhed er for mig umuligt at gradbøje – men ondt var det. Og det var mærkeligt at måtte erkende, at disse grusomheder tilsyneladende er blevet så lidt omtalt.