Julen uden far eller mor

Min første jul i 1964 – min mormor, min mor og jeg.

Julen er ikke altid en let tid; ikke alle kan være sammen med dem, de holder af, eller på den måde de helst ville. Selv var jeg altid vant til at holde jul med min mor. Første gang var i 1964, sidste gang var i 2000, hvor hun allerede var mærket af demens. Fra da af og frem til julen 2013 besøgte jeg min mor om eftermiddagen på plejehjemmet den 24. december ; selve juleaften holdt hun med de andre beboere. Tanken om at min datter skulle fejre jul på et demensafsnit var ikke så rar for mig.

Da jeg ikke længere holdt jul med min mor, blev det for alvor tydeligt for mig, hvor meget min mor rent faktisk havde betydet for mig og for den person, jeg var blevet.

Jeg tænker på dette, hvor jeg har læst en gribende artikel af den engelske journalist Stephen Bush, der ligesom jeg voksede op uden en far. Stephen Bush har ingen minder om sin far, men har fundet billeder af ham på nettet. En dag så han ham ved et tilfælde i undergrundsbanen i London. Skulle han hilse på ham for første gang i sit liv? Han valgte at lade være.

Det var gået op for Stephen Bush, at han ikke havde noget at sige til ham, men også at han ikke var vred på ham. I sidste ende gik det, som det skulle. Men det skyldes også, tilføjer Stephen Bush, at han var så heldig både at have en rigtig god mor og at vokse op i en tid, hvor mulighederne var der (også fra politisk hold) til at det kunne lade sig gøre at få en god opvækst også for børn, der manglede en far eller en mor.

Jeg kan sige det samme.  I sidste ende gik det, som det skulle, takket være min mor og min mormor og de muligheder, der var for mig. Og også jeg er bekymret for hvordan det mon er at vokse op i dag i mit land uden at have en far eller en mor, hvis man ikke har et tilstrækkelig godt sikkerhedsnet. Min klare fornemmelse er, at det ikke er blevet bedre inden for de seneste år.