Frygten for at få succes

Nogle enkelte gange i mine nu mere end 25 år som universitetslærer har jeg oplevet at være vejleder for studerende, hvor vejledningsforløbet helt kuldsejlede. Det var studerende, der var rigtig talentfulde, men blev ved med at aflyse og udsætte møder med mig og aldrig afleverede noget som helst, selv om jeg insisterede på at vi da i det mindste skulle mødes engang imellem. Og i de tilfælde endte jeg desværre med at blive irriteret på dem, fordi jeg selv investerede en hel del af min tid og også havde forventninger til at de ville gennemføre. Men i dag kan jeg se, at det må have været en særlig præstationsangst, der må have stået bag.

I dag blev jeg færdig med Bob Mehrs gennemresearchede og velskrevne biografi om The Replacements (jeg skrev for ikke så længe siden om mine indtryk af samme bog her), og netop dén bog er faktisk en på én og samme tid interessant og irriterende beretning om en meget talentfuld rockgruppe, der led af en altædende præstationsangst. Hos The Replacements manifesterede den sig ved at de begyndte konsekvent at drikke sig fulde inden hver koncert og i ikke helt få tilfælde hurtigt begyndte at provokere publikum ved simpelthen at lade koncerterne falde fra hinanden i fordrukken adfærd. Nogle af deres turneer endte i slagsmål og regulært hærværk. Til vigtige optrædender, hvor der var talentspejdere fra store pladeselskaber til stede, og endda til bandets debut på landsdækkende tv i Saturday Night Live, gjorde The Replacements præcis det samme. De nægtede at indspille musikvideoer og i radiointerviews og til møder med berømte producere, der gerne ville arbejde med dem, var de konsekvent fulde og skæve og ubehøvlede. Bandets medlemmer var til sidst meget tæt på at gå helt til bunds i misbrugsproblemer. Hele vejen igennem dette kaotiske forløb blev de rost til skyerne for deres sangskrivning og fik Grammy-nomineringer og en masse ros fra mere etablerede musiknavne – men det kom der intet ud af.

Jeg holder også meget af The Replacements’ musik og har alle deres albums (og ganske meget af det solomateriale, medlemmerne siden lavede hver for sig). Men jeg har altid haft det svært med deres ubehagelige udskejelser og med hvordan de sårede så mange mennesker undervejs i karrieren, og endda nogen, der gav dem så mange chancer. Nu, hvor jeg har læst biografien om The Replacements, kan jeg se at de selv har det på samme måde – de fortryder og skal leve med det, de gjorde dengang i 1980’erne. I dag kan jeg også se, at hele deres destruktive adfærd var udtryk for den samme præstationsangst, som man kan se i uddannelsessystemet hos nogle meget talentfulde studerende – nemlig en frygt for både succes og for fiasko.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar