Hvad vi kan lære af Søren Krarup og Pia Kjærsgaard

Søren Krarup danser med Pia Kjærsgaard til tonerne af Sussi og Leo. Foto. BT.

I januar 2016 vedtog et flertal i Folketinget den lovændring, som er blevet kendt som “smykkeloven”. Men denne lovændring handler om meget andet end konfiskation af ejendele; en anden bestemmelse siger, at flygtninge selv skal betale for at få deres familie til Danmark. Argumentet er, at hvis flygtninge virkelig gerne vil have deres familier til Danmark, så må de også selv være villige til at betale for det. (Loven gælder alle flygtninge, også uledsagede børn.) Siden da er der opstået initiativer blandt borgere, der samler penge ind til at hjælpe flygtninge med at betale for deres familiers rejse til Danmark.

Dette er ikke engang den seneste udvikling i dansk flygtningepolitik – det er derimod denne uges beslutning om kvoteflygtninge, nemlig at det nu er den minister, der er ansvarlig for det pågældende resortområde, som bestemmer, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal modtage. Socialdemokraterne erklærede sig her enig med den siddende minister i at Danmark ikke skal tage imod kvoteflygtninge overhovedet. Den officielle holdning til flygtninge (og faktisk udlændinge i det hele taget) er i dag negativ, men beretningerne om indsamlinger til flygtninges genforening med familier er udtryk for en uofficiel modfortælling.

Hvordan er det endt sådan? For 30 år satte Søren Krarup og andre kræfter ind med et langt, sejt træk – det startede med en opfordring fra Søren Krarup m.fl. om at boykotte Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Dengang var Venstre, Konservative og Socialdemokraterne enige om at tage skarp afstand fra Søren Krarup og hans meningsfæller, og der var bred opbakning til ordningen om kvoteflygtninge. Tre årtier senere har de tre partier i stort omfang overtaget den flygtningepolitik, som Søren Krarup og Pia Kjærsgaard begyndte at formulere som en uofficiel modfortælling og til sidst kunne fremføre i Folketinget.

Nogle vil selvfølgelig her sige, at dette skifte skyldes, at de fleste politikere efterhånden har indset, at de holdninger til flygtninge, som Krarup og Kjærsgaard fremsatte i 1980’erne, udgør en korrekt beskrivelse af flygtningesituationen tre årtier senere og af hvordan Danmarks politik på området bør være.

Men man kunne også se dette som udtryk for et langt, sejt (og gennemført usympatisk) træk som Krarup, Kjærsgaard og andre har gjort fra 1987 og frem, hjulpet af medierne (dengang bestemte dagblade) og kontakter i andre partier.

Paradoksalt nok er der derfor faktisk håb om at det hele kan vendes; den imødekommende holdning til flygtninge, der i dag er blevet en uofficiel modfortælling til den officielle, negative, kan en dag igen blive en fortælling, som flertallet vil dele. Det er dét, vi kan lære af Søren Krarup og Pia Kjærsgaard – men jeg er desværre også temmelig sikker på, at det kommer til at tage lang tid og kræver en helt dedikeret indsats.

De erfarne og de uerfarne

I dag holdt Dorina Gnaur fra Institut for læring og filosofi og jeg et oplæg på et andet institut ved Aalborg Universitet om PBL Exchange. PBL Exchange er er en webbaseret platform for udveksling af spørgsmål og erfaringer for de undervisere, der vejleder projekter hos os. Jeg har tidligere skrevet om dette system (og fortalte om det til en konference i Cape Town tidligere i år). Vi, der står bag det, tænker at det især for uerfarne vejledere vil kunne komme dem til gavn.

Bagefter kørte Dorina mig tilbage til mit institut (jeg har som bekendt en forstuvet fod, der gangbesværet!), da jeg skulle deltage ved et opstartsmøde for forårssemesteret. Det viste sig imidlertid at være et meget lille møde, og ved et af de underlige sammentræf, livet kan give, blev det samtidig et tydeligt eksempel på hvorfor vi er nødt til at gøre ensærlig  indsats for at hjælpe uerfarne vejledere. Den eneste, der dukkede op ud over mig, var nemlig en nyansat postdoc fra udlandet, som skulle være vejleder på det semester, hvor jeg er koordinator. Så mødet endte med at blive en uformel samtale mellem ham og mig. Det viste sig desværre, at der var nogle af de centrale faglige områder på semesteret, han ikke kendte til – ja, han vidste ikke engang at de pågældende fagligheder eksisterede. Det kom fuldstændig bag på mig. Problemorienteret projektarbejde kendte han i lighed med de fleste andre udefra kommende nyansatte heller ikke til. I mit stille sind var jeg nu ikke så lidt bekymret.

Det er ikke den nye unge vejleders fejl, at han er uerfaren på disse områder. Som alle andre postdocs er han først og fremmest ansat til at bistå ved et forskningsprojekt, men skal også undervise som del af sin stilling. På mange andre områder virker han til at være rigtig kompetent, og han var også en tiltalende fyr. Han er blevet tildelt undervisningsopgaven af andre, og jeg er sikker på at han vil gøre sit bedste. Men om han har fået en undervisningsopgave, der passer til ham og de studerende, er en anden snak.

Vi er simpelthen ikke gode nok til at sluse uerfarne vejledere ind i systemet. PBL Exchange er et værktøj, der vil kunne hjælpe – men det kan ikke stå alene. De, der tildeler undervisningsopgaver, skal også overveje hvad det reelt koster at bruge uerfarne vejledere.

Det er, som om der hos nogle på mit universitet er en antagelse om at projektvejledning er en nem opgave, som alle vil kunne påtage sig. Men det er det slet ikke – tværtimod, vil jeg endda hævde. Det, der typisk sker, er at de af os, der har erfaring som projektvejledere, ender med at blive faglige og pædagogiske mentorer for de uerfarne vejledere (som netop også godt ved, at det at vejlede ikke er nemt). Som regel tager dette ganske megen tid, men man bliver ikke honoreret for sin mentorgerning – og den uerfarne vejleder får heller ingen kompensation. Og ofte sker der desværre det, at de uerfarne vejledere året efter ikke skal være vejledere mere, selv om de nu er i gang med at opbygge nogle nye kompetencer, der kan blive værdifulde i deres videre gerning.

Kvalitetssikring?

I dag er der en interessant kronik i dagbladet Information af Peter Dahler-Larsen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og Lene Tanggaard, der er professor ved Aalborg Universitet. På nogle måder rører de ved bekymringer, jeg selv tidligere har givet udtryk for.

Udgangspunktet er de mange mekanismer til såkaldt kvalitetsstyring, som efterhånden præger en stor del af hverdagen på offentlige arbejdspladser og er en følge af mange års New Public Management. Forfatterne af kronikken tager udgangspunkt i de evalueringer af undervisning, som vi kender dem fra universitetsuddannelserne. Hvert år, når semesteret er omme, kan studerende udfylde nogle standardiserede evalueringsskemaer og vurdere de undervisningsaktiviteter, de har haft. Resultaterne af evalueringerne bliver sendt videre til studienævnene, der har pligt til at reagere på dem.

Jeg har selv ærgret mig over at uddannelsesevalueringerne havde så lave svarprocenter, og her er jeg bestemt ikke den eneste. Ofte har vi måttet sige, at det har været svært at konkludere noget, når kun få studerende svarede. Nu er der blevet gjort en stor indsats for at få svarprocenterne op, og det er også lykkedes. Så på sin vis var det godt. Men ét væsentligt problem er der stadig, nemlig at uddannelsesevalueringerne er standardiserede og derfor stiller samme spørgsmål til alle undervisningsaktiviteter, også selv om de kan være tilrettelagt forskelligt. Et andet er, at evalueringerne kommer sent og udelukkende bliver brugt som styringsredskab efter undervisningen er overstået. I løbet af semesteret er der ikke samme muligheder. Jeg er blevet overrasket over at der nogle gange ikke har været særligt mange kommentarer til en undervisningsaktivitet i løbet af kurset, men at der til gengæld har været mange, stærkt negative kommentarer, og også af personlig art, i evalueringerne efter semesteret (jeg har selv fået meget hårde evalueringer af min undervisning i år og tager dem selvfølgelig til mig). Min formodning er, at kommentarerne kun sjældent bliver mindre barske af, at man kan skrive dem anonymt – og der er ikke megen dialog i en situation præget af anonymitet. (Jeg har tidligere skrevet om mine betænkeligheder ved anonyme evalueringer.)

Jeg kan godt få et indtryk af, at den eksisterende mekanisme til kvalitetssikring ikke er så velegnet til rent faktisk at sikre kvalitet. Den er ganske vist nem at sætte i værk og viser at “der bliver gjort noget”, men den er svær at få til at fungere godt (hvilket måske også er et tegn på at det ikke er det rigtige tiltag) – og den er ikke baseret på hverken de studerendes eller undervisernes behov, men udelukkede på en ledelses behov for dokumentation.

I kronikken skriver forfatterne

På tilsvarende vis bør man skabe mulighed for, at enhver studieleder, lærer eller studerende kan bede om en skemabaseret evaluering af et fag. Hvis studerende er voksne nok til at stemme ved valget og til at gå i krig for fædrelandet, kan man også give dem myndighed til at rejse en debat om undervisningsudvikling, der hvor de finder den nødvendig. Det kan man fint imødekomme uden at skrue et obligatorisk system ind i væggen.

Det handler ikke om at ignorere input fra de studerende, men at imødekomme dem på en mere direkte og fleksibel måde, som er mindre formaliseret og dokumentationskrævende.

Netop dét er en vigtig pointe. Det bedste vil være et krav om at alle undervisere undervejs i et forløb selv iværksætter en evaluering af deres undervisning – på hvilken måde de så finder passende: I form af skemaer, af kvalitative interviews, af et møde med holdet af studerende eller på anden vis. (Også dette har jeg tidligere skrevet om.) Det ville kunne hjælpe med at sikre pædagogisk udvikling for den enkelte underviser og forhåbentlig også med at skabe en bedre dialog mellem undervisere og studerende.

Tilsvarende tanker vil man formodentlig kunne gøre sig om andre former for offentlig virksomhed – at evalueringen skal finde sted på deltagernes præmisser og styret af dem, i stedet for at komme oppefra som et styringsredskab.

Den lykkelige Jantelov?

Nogle gange har jeg hørt bestemte danskere forbande janteloven som en årsag til at de ikke får den store succes, de mener at kunne få, netop fordi de er danskere og dermed ligger under for Janteloven.

Så er det interessant at se Janteloven gennem amerikanske briller. I denne uge har jeg nemlig læst en amerikansk artikel, der faktisk bruger Janteloven til at forklare hvorfor Danmark skulle være det lykkeligste land i verden ifølge undersøgelser! 

Janteloven skulle ifølge artiklen afspejle en mentalitet, hvor man ikke forventer noget særligt af sig selv ud over at leve et gennemsnitligt liv – og derfor vil man så være tilfreds, hvis livet kaster mere af sig end dét.

Også i amerikansk rockhistorie dukker Janteloven op som en slags ideal. For tiden er jeg ved at læse Trouble Boys; The True Story of The Replacements, der er den definitive biografi af Bob Mehr om 1980’er-bandet The Replacements. De kom fra Minneapolis i delstaten Minnesota, en delstat hvortil der i sin tid kom mange indvandrere fra de nordiske lande. Flere af medlemmerne fra The Replacements havde da også nordiske aner. Langt inde i den velskrevne bog dukker Aksel Sandemoses “lov” så op som en forklaring på hvad The Replacements havde som grundindstilling:

“There’s a Norwegian word that a lot of Minnesotans know: Jantelagen”, said Hoeger. “It pretty much means, ‘don’t brag’ or ‘don’t have big aspirations’. That while Minnesota thing of being humble, I think that’s really reflected in Paul [Paul Westerberg, gruppens frontfigur og sangskriver], his whole self-deprecating humor and attitude. But at the same time, you know deep down that he thought the Replacements could rock out better than anybody else, that they were something special.”

Interessant nok var The Replacements bestemt ikke noget lykkeligt band. I store dele af bandets karriere spændte de temmelig konsekvent ben for sig selv på mange måder, og selv om mange af deres musikerkolleger roste dem til skyerne, fik de aldrig den succes, de fleste kritikere spåede dem. Det endte i konflikter (endda mellem brødre; den ene Stinson-bror blev smidt ud, den anden fortsatte i bandet) og misbrugsproblemer. Da The Replacements endelig tog sig sammen og så ud til at kunne få det store gennembrud, gik de fra hinanden. Det var faktisk kun gruppen selv, der ikke troede, at de var noget. Så meget for Janteloven som ideal.

Fornyelse af medlemskab

For en lille måneds tid siden indviede jeg denne blogs læsere i mit medlemskab af klubben af midaldrende mennesker med skavanker. Dengang havde jeg bøvl med nogle sener i højre fod, men de gik over efter et par uger, og jeg kunne atter gå normalt uden tegn på at være medlem af klubben. Det fejrede jeg i går aftes ved at falde på trappen i et ubevogtet øjeblik og forstuve samme fods ankel. Så nu er alt ved det gamle igen, og mit medlemskab til klubben er hermed fornyet med snarligt røntgenfoto og hvad deraf følger. Kom ikke og sig, at der er noget, vi halvgamle mennesker ikke kan gøre bedre end jer, der er yngre!

At lære at blive afvist

Følelsen af at blive afvist kan være rigtig hård. Det skrev jeg om her i 2014. Meget af det, vi gerne vil, får vi måske aldrig gjort, netop fordi vi er bange for at blive afvist. Der er en masse ulykkelig kærlighed derude blandt mennesker, der er bange for at blive afvist. Og der er store drømme, der aldrig vil kunne gå i opfyldelse, fordi man er bange for at blive afvist.

Der er en masse psykoterapeutiske tilbud, der sigter på at lære mennesker at håndtere afvisning. Men kunne man mon træne sig selv til at være bedre forberedt på afvisning uden at blive handlingslammet?

Den amerikansk bosatte kinesiske forfatter Jia Jiang har sammensat et forløb på 100 udfordringer, som han mener skulle kunne gøre et menneske bedre i stand til at håndtere afvisninger. Det er udfordringer, der strækker sig fra at bede et fremmed menneske om at låne 100 dollars over at bede om at få lov til at lave sin egen sandwich hos Subway til at bede om at få et interview med USAs præsident (der på dét tidspunkt stadig hed Barack Obama). Formålet med de 100 øvelser skulle være, at man kan lære at vænne sig til afvisninger og ikke blive så følelsesmæssigt påvirket af dem.

Det er interessant læsning, og jeg har selv en fornemmelse af at der er ganske mange af disse udfordringer, jeg ville have det svært med. Men udfordringerne har også to andre egenskaber til fælles: Risikoen for at få et nej er meget høj, og der er tale om udfordringer, som er fælles for alle og ikke bunder i et personligt behov. Især det sidste, det personlige behov og skuffelsen ved at dette behov ikke bliver opfyldt, kan være en grund til at afvisninger kan føles så voldsomme. Jeg tror ikke at Jia Jiangs øvelser vil være nok til at trøste alle dem, der har uheld i kærlighed – men den vil sikkert kunne få dem til at tænke på noget andet for en stund.

Pengene eller familien?

Foto: DR.

I denne uge kan jeg se, at den seneste finanslovsaftale i stort omfang handler om udlændinge, og ikke mindst flygtninge. Målt i kroner og ører fylder udlændingeområdet ikke ret meget, men det fylder en femtedel af teksten i finanslovsaftalen.

Det er ikke overraskende at regeringen nu foreslår Dansk Folkeparti at indarbejde et forslag om at flygtninge kan få et kontantbeløb, hvis de ikke beder om familiesammenføring efter de tre år, de har måttet leve uden deres familie. Det er et forslag, der udkrystalliserer al den kynisme, der kendetegner den nuværende regerings politik: at man antager at andre mennesker først og fremmest er motiveret af penge og at væsentlige forhold i menneskers liv kan gøres op i penge. Når man selv tænker på denne måde, formoder man at andre også vil tænke sådan.

Samtidig udnytter forslaget, at flygtninge modtager den såkaldte integrationsydelse og derfor har særligt få penge. Og endelig sætter forslaget mennesker på flugt, der har midlertidig beskyttelsesstatus, i et dilemma, der vil ende med yderligere at stresse dem – og det er så vidt jeg kan se, også helt bevidst.

Artikel 16, stk. 3 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det, vi ser her, er det stik modsatte. Man vil nu med penge overtale mennesker, der er særligt trængt, til at blive ved med at være adskilt fra deres familier. Den sket skjulte begrundelse er selvfølgelig, at der er tale om mennesker (nemlig mennesker på flugt), som man ikke ønsker at have her.

Ville en dansk politiker være villig til at undvære sin nærmeste familie i tre år og bede den opholde sig på et farligt sted mod til gengæld at få et pengebeløb af en vis størrelse? Hvis ikke, hvorfor regner man da med at et menneske på flugt fra forfølgelse vil være parat til det?

En strategi mod strutterne?

For nogle år siden skrev jeg om det fænomen, der hedder at strutte – dvs. tilhørere stiller påtagede spørgsmål ved seminarer og i undervisning, der i virkeligheden mest er en strategi for at hævde sig gennem at gøre opmærksom på, hvor meget de egentlig ved. Måske er det mænds tilbøjelighed til at strutte, der kan gøre kvinder mere tavse i disse forsamlinger og i sidste ende have en negativ indvirkning på kvinders lyst til beskæftige sig med fag, hvor der bliver struttet særlig meget.

Jeg kender desværre ikke til ret megen forskning, der handler om strutter. Men en zoolog, en antropolog og to psykologer har for nylig lavet en undersøgelse af mandlige og kvindelige forskeres adfærd ved seminarer. (Undersøgelsen er også kort refereret hos The Economist.Det viser sig, at kvinder stiller signifikant færre spørgsmål end mænd – men det viser sig også, at denne forskel er mindre udtalt, hvis det er en kvinde, der stiller det første spørgsmål til seminaret. Om der er tale om korrelation eller faktisk kausalitet, ved vi selvfølgelig ikke.

Men måske peger dette også på en enkel strategi, der måske ville kunne undersøge dette og samtidig potentielt set gøre noget ved de struttende mænd: Ordstyreren til et seminar (og en underviser i plenum) skal bede spørgerne markere og vente, til der er flere spørgsmål – og så lade en af de kvindelige spørgere være den første, der spørger.

Om dette kunne ændre noget på afgørende vis, ved jeg selvfølgelig ikke, men det er da værd at gøre forsøget. Det ville uanset hvad have den sidegevinst, at spørgetiden ikke kommer til at blive en konkurrence om at komme først.

Den sidste jedi

Det var umiddelbart lidt ærgerligt at måtte forlade en ølsmagning med kolleger fra Institut for datalogi i utide for at nå hjem i tide til at kunne komme til premiere på The Last Jedi. Men nu, hvor jeg har set denne, den nyeste film i Star Wars-serien, fortryder jeg intet. The Last Jedi er et sansebombardement af to en halv times varighed, der på én og samme tid formår at trække tråde tilbage til de gamle film (ikke mindst den gamle to’er, Imperiet slår igen) og at føje nye facetter til det visuelle indtryk.

The Last Jedi starter, hvor forgængeren slap, omend tonen er lidt lettere denne gang – der er en lidt underfundig humor, der stikker hovedet frem engang imellem, uden at vi bevæger os ind i egentlig komedie. Og endnu engang er der mange underlige dyr og lige så underlige landskaber; bl.a. de underlige “kanin-pingviner” og langørede ridedyr er sjovt tænkt – og saltplaneten, hvor et tyndt lag af hvidt salt dækker en rød overflade, er visuelt imponerende.

Hvis man kun vil se film om stille eksistenser, der mødes på en parkeringsplads i Brønderslev, skal man nok ikke gå ind at se The Last Jedi. Men for alle andre er denne film værd at se. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, hvordan fortsættelsen (for en sådan må der komme) vil håndtere, at Carrie Fisher ikke er mere. Hendes rolle i denne film blev som bekendt hendes sidste.

Karrieren som rutschebane

Når jeg har fået en indsendt artikel afvist fra en konference eller et tidsskrift eller fået afslag på en ansøgning om eksterne forskningsmidler, har jeg så godt som altid følt mig som en meget dårlig forsker. Nogle gange, når jeg har haft flere afslag i træk, har jeg endda overvejet at sige mit job op.

I perioder, hvor jeg har fået hård kritik af min undervisning, har jeg følt noget tilsvarende. F.eks. har det været tilfældet i år, hvor mange studerende har været vrede og utilfredse med så godt som alle aspekter af min undervisning og givet udtryk for en meget voldsom og gennemgribende kritik. Kritikken var i år tilmed meget personlig, og på den ene side har jeg valgt at acceptere den (det er det eneste fornuftige, hvis jeg skal kunne forbedre mig), på den anden side har det været ubehageligt. Jeg har i år følt mig afsløret som en usædvanligt elendig underviser, og jeg har flere gange tænkt på om der mon var andet, jeg kunne lave i stedet.

Der har også været perioder, hvor jeg har haft en form for succes, og da har jeg haft et mere positivt selvbillede.

Det er underligt og ubehageligt med disse svingninger i selvværd, og jeg oplever af og til, hvis jeg taler fortroligt med kolleger, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi taler bare sjældent om det. Timo Klindt Bohni fra konsulentfirmaet Perspektivgruppen har en lille artikel på LinkedIn, hvor han beskriver dette og kalder det for “den narcissistiske rutschebane”. Med tiden, formoder han, skulle disse svingninger udligne sig. Måske er det tilfældet.

Om disse svingninger i selvværd er udtryk for narcissisme, ved jeg ikke. Det “splittede” syn på verden er det måske. Et problem med den akademiske verden i vore dage er i al fald, at der en tydelig asymmetri mellem succes og fiasko. Succes er blevet det, det skal være normaltilstanden – “rigtige akademikere” har eksterne forskningsmidler og får deres artikler accepteret og har måske endda også succes med deres undervisning. De “rigtige akademikere” får hædrende omtale, mens vi andre, der ikke har så megen succes, lever i tavsheden, måske i bedste fald er nogen, man kan have lidt ondt af. Det er tit som om man aldrig er bedre end sit seneste nederlag.

Jeg spekulerer på, om denne praksis mon er med til at holde rutschebanen  gang og forhindrer udsvingenes hyppighed og omfang i at blive mindre med årene.