Jeg er stadig træt af ytringsfriheden

Studerende i USA konfronterer deres rektor om udklædning til Halloween.

Jeg fejrede udgangen af 2017 med at se Deadline på DR2, der denne gang tog fat på de diskussioner, der har været i det gamle år om racistiske vittigheder i radioen, om ord som “grønlænderstiv” og om forsøg på få forbudt bestemte slags udklædning på universiteter i USA. Dette var reelt endnu en runde i den underligt statiske diskussion om ytringsfrihed, der med jævne mellemrum har stukket hovedet frem lige siden Muhammed-karikaturerne i 2006. Det var nemlig en meget lavmælt diskussion. Det virkede som om de fire deltagere på den ene side tydeligt ikke var enige, på den anden side ikke rigtig kunne fremmane den konflikt, studieværten nok havde håbet på. Det var nu også for én gangs skyld fire af de mere reflekterede mennesker, DR havde fået i studiet.

Et klip fra et universitet i USA udstillede med stor tydelighed, hvor fastkørt det hele er blevet derovre. En gruppe af studerende talte meget hårdt til deres rektor, fordi han ikke ville forbyde bestemte Halloween-kostumer. Rektoren svarede til gengæld fuldstændigt undvigende. Det var pinligt at se på.

Problemet er, at dem, der taler for forbud, ikke kan forklare, hvordan den slags vil kunne fjerne det had og den dumhed, der ligger bag. På én måde forstår jeg hensigten – jeg ville også blive vred over bestemte slags udklædning, hvis jeg tilhørte et synligt mindretal – men et simpelt forbud fjerner ikke hadet og dumheden. Nogle fremtrædende tilhængere af denne type forbud virker tydeligt til ville at prøve at få lukket ned for dem, der er uenige med dem.

Samtidig er det også et problem, at mange af dem, der taler for ytringsfrihed uanset hvad, heller ikke kan forklare, hvordan vi skal fjerne had og dumhed ved bare at lade alle sige hvad som helst. Igen forstår jeg på en måde hensigten, men her gør man ofte ikke ret meget (om noget) for at tale imod det, der til tider bliver sagt. Nogle fremtrædende “ytringsfrihedsfundamentalister” virker tydeligt til at synes om de ytringer, mange andre finder hadefulde. Den samme danske minister, der har en Muhammed-karikatur på sin iPad for at proklamere et forsvar for vidtgående ytringsfrihed, kan sagtens være fortaler for vidtgående forbud på andre områder.

Forstår vi virkelig hinanden bedst, hvis vi siger lige hvad der falder os ind? Kan vi fjerne hadet ved simple forbud? Svaret på begge spørgsmål må være nej. Min fornemmelse er, at hele den diskussionen, der i nu så mange år har udspillet sig om ytringsfrihed og virker til at være fuldstændig tilsandet nu, er den helt forkerte diskussion at tage. Der er ikke noget ønske om konfliktløsning eller forsøg på forståelse. Der er alt, alt for lidt samtale om hvad vi vil med vore ytringer. 

Flattr this!