En dag i Løgstør

I alle de år, jeg har været ansat som universitetslærer på Aalborg Universitet, har der været et vintermøde i januar måned for de ansatte ved datalogi. Ofte har mødet været et todagesmøde med overnatning; i de seneste få år har vi på grund af påtvungne nedskæringer imidlertid ikke kunnet gøre dette. Men nu kan vi igen for en stund mødes med overnatning betalt. Desværre har vi før jul fået at vide, at Institut for datalogi igen skal spare 4 millioner, denne gang for at være “på den sikre side”. Så måske bliver dette sidste møde af sin slags.

Vintermøderne har tit været en lidt udmattet og udmattende fornøjelse, for det er sin sag at skulle holde møde i halvanden dag, og lige efter juleferien er man sjældent særligt oplagt. I år havde vi besøg af den nye dekan for det nye fakultet, og han præsenterede sine visioner. De var store og ambitiøse og fulde af forventninger til os (og han talte endda om computational thinking), men der var desværre ikke ret mange penge i enden af de store visioner. Selv holdt jeg et oplæg om ligestilling i den akademiske verden (hvor det ikke er godt) og især i datalogi (hvor det står rigtig, rigtig skidt til), og bagefter var der en kort diskussion i forsamlingen, der for 90 procents vedkommende var mænd.

Som så ofte til organiserede arrangementer er det det, der sker “uden for nummer”, der faktisk er det egentligt vedkommende. Aftenen sluttede med et velkendt kortspil, som jeg dog halvvejs havde glemt – og jeg blev lortemand (dvs. jeg tabte). Jeg talte med nogle af de nye kolleger om det, der var sket for dem i 2017, og jeg mødte den nye matchmaker ved instituttet. Med hende endte jeg – hvilket var et overraskende genbesøg af min fortid – med at tale om matematikkens didaktik og behovet for problembaseret læring i universitetsmatematik.