De små afstandes frustration

Der er næppe noget så træls som at købe en pose slik, en drikkevare eller lignende i en automat for blot at opdage, at det man netop har betalt for, har sat sig uhjælpeligt fast inde i maskinen få centimeter væk. Det skulle da lige være at se nogle flotte modne pærer hænge på et pæretræ lige akkurat så langt oppe, at man ikke kan nå dem. Vi har aldrig samme følelser af frustration over ikke at kunne få fat i de poser med slik, der ligger låst inde på et lager, eller de pærer, der hænger ti meter oppe i træet. Det er de små afstande, der er de sværeste at leve med.

Denne frustrerende fornemmelse er den negative variant af ideen om at “mere vil have mere”, den såkaldte hedoniske adaptation (den har jeg skrevet om her tilbage i 2012), hvor man hurtigt vænner sig til det, man har og stræber efter at få mere. Men samtidig er det også tydeligt, at de små afstandes frustration, som jeg vil kalde fænomenet, lige nu går sin sejrsgang i konkurrencesamfundet.

I den akademiske verden mærker man ganske ofte konsekvenserne af at bruge tid på at række ud efter dét, man føler at man  lige akkurat ikke kan nå, fordi det er de velsmagende pærer deroppe, der ville kunne gøre forskellen. Man skal bare strække sig lidt mere eller måske opfinde et smart redskab til at få pærerne plukket med.

Du kunne måske blive professor, hvis du bare var lidt bedre. Du kunne måske få dit manuskript antaget, hvis du lavede nogle ændringer af det, for det kan dine kolleger. Og du kunne måske få de der eksterne forskningsmidler, nogle af dine kollegaer kan få. Så meget sværere kan det vel ikke være? I 2016 fik jeg og nogle af mine kolleger fra udlandet 9.5 point af bedømmerne på vores ansøgning om forskningsmidler, og tærsklen var 10 point. Det var næsten værre end hvis vi havde fået 2 point. Så havde jeg bare givet op – nu prøver vi at skrive en ny ansøgning.

Jeg synes selv, at de små afstandes frustration er blevet usædvanligt udpræget og at den sluger en masse ambitioner og tankevirksomhed hos mennesker i dagens Danmark. Billedligt talt bruger man store dele af sit liv på at prøve at få fat i den pose slik, der har sat sig fast lige foran øjnene på én. Det burde ikke være sådan.

(Visited 4 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar