Hvis krigen kom

I dag, da jeg kom hjem fra en ølsmagning ikke ret langt fra mit hjem, opdagede jeg at der havde været en falsk alarm om et atomvåbenangreb mod Hawaii. Heldigvis havde ingen til ølsmagningen opdaget noget, mens det hele stod på.

Det er gribende og skræmmende at læse om folks reaktioner i USA – og her tænker jeg på den fatalisme, der i virkeligheden stadig er at finde dybt i mange mennesker (og sikkert også i mig). I 1980’erne var vi mange, der frygtede at der ville udbryde en altødelæggende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Jeg husker pjecen Hvis krigen kommer fra de danske myndigheder og den amerikanske spillefilm  Dagen efter om et atomvåbenangreb, der trak fulde huse i biograferne.

I The Guardians artikel slutter med beretningen om en mand, hvis reaktion var at åbne en dyr flaske japansk (!) whisky – når nu man skulle dø, og der alligevel ikke var noget at gøre, kunne man lige så godt “go out in style”, som det hedder med en uoversættelig vending på engelsk.

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Stanislav Petrov, der var ansat ved de russiske varslingssystemer og i 1983 fik besked om et amerikansk atomvåbenangreb, men valgte ikke at udløse et russisk modangreb – han vurderede at der var tale om falsk alarm og handlede derefter ved ikke at gøre noget. Jeg skrev om ham her i 2011, og jeg ville ønske, jeg havde lige så meget nærvær som ham. Hvordan jeg villle have reageret i dag, ved jeg ikke. Jeg var desværre nok blevet helt handlingslammet. Noget siger mig umiddelbart, at der ville være ekstra øl på arrangørernes regning.