Forsker i fritiden?

Der er en interessant klumme i Chronicle of Higher Education af den amerikanske forsker Michael R. Wing; han er aktiv inden for det, der på engelsk kaldes “earth sciences” og vel nærmest svarer til naturgeografi. Han har gennemført en del forskningsprojekter og har søgt om og fået eksterne forskningsmidler. Men han er ikke videnskabeligt ansat ved et universitet. Michael R. Wing er lærer ved et amerikansk gymnasium.

I dag er de fleste forskere i Danmark ansat ved universiteter; nogle store private virksomheder har også ansatte forskere. Til gengæld er der ikke ret mange som Michael R. Wing herhjemme – jeg har endnu ikke fået kendskab til nogen, der forsker privat og for egen regning og som samtidig bliver taget alvorligt. De fleste private, der indsender manuskripter til tidsskrifter og konferencer, er simpelthen crackpots. Derimod sker der som regel det, at akademikere, der har gennemført en PhD men ender i en offentlig eller privat stilling uden forskningsforpligtelse, forlader forskning for stedse. Det er egentlig synd, at det ender sådan.

Kunne det give mening at være “forsker i sin fritid”? En klar ulempe er, at forskningen skal finde sted ud over den sædvanlige arbejdstid. En anden er, at det bliver svært at opretholde sin del af det store forskerfællesskab – deltagelse i konferencer skal man selv finansiere. Men fordele er også til at tage at føle på: Man har forladt konkurrencen og det manglende demokrati og nu kører på ren interesse i stedet for på en usikkerhed, som andre har defineret. Der er ikke noget pres om at få BFI-point, og hvis man en overgang ikke vil tænke på forskning, er det helt legitimt. Og hvis man befinder sig inden for et efterspurgt fag (som f.eks. mange af de naturvidenskabelige fag, og her nævner jeg selvfølgelig datalogi) kunne der måske være mulighed for at undervise, hvis arbejdet ellers tillader det.

Michael R. Wing skriver

I know other people — engineers, poets, naturalists, and schoolteachers — who have intellectual lives as rich as any professor’s. Nobody should accept poverty and insecurity as the price of living an intellectual life. All of those people pursue projects that are long-term, scholarly, creative, and original — things nobody has done before.

Sådan som den akademiske forskerverden efterhånden er blevet, kan det ende med at blive fristende at være “forsker i sin fritid” og sige nej til universiteterne, som de er nu. Hvis der var tilstrækkeligt mange “fritidsforskere”, kunne der endda med tiden opstå parallelle forskersamfund, der var demokratiske og egalitære.

(Visited 25 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar