Nutiden tilhører Vonnegut

Nogle gange føler man næsten, at man selv er med i en roman af Kurt Vonnegut. Eller sådan har jeg det i al fald selv i disse år. Billedet ovenfor er af en aktuel trafikulykke i USA og kunne snildt passe ind i Vonneguts verden. Donald Trump er også som taget ud af samme absurde univers.

Kurt Vonnegut var vel USAs svar på Svend Åge Madsen med sin blanding af science fiction, samtidsskildring og satire og personer med nøje valgte, men underlige navne.

I Vonneguts næstsidste roman Hocus Pocus fra 1990 møder vi Eugene Debs Hartke, der er lærer på et college, som optager rige folks småtbegavede børn. Men Eugene bliver afskediget som universitetslærer efter at flere af hans udtalelser kommer en højreorienteret kommentator for øre takket være dennes datter. Eugene bliver derefter ansat som underviser ved et nærliggende, overfyldt fængsel, der drives af et japansk firma. En stor fangeflugt fører til at fangerne trænger ind på Eugenes gamle college og tager folk som gidsler. Romanen slutter med at det gamle college bliver lavet om til fængsel. Eugene bliver først beordret til at være fængselsbestyrer og derefter ender han med at være en af de indsatte. Hele denne handling er kun lige akkurat satire.

Det er på høje tid, at jeg genbesøger Kurt Vonneguts forfatterskab.

Arven fra Jacob Haugaard

Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!

Sådan lød et af Jacob Haugaards provokerende slogans tilbage i 1980’erne og 1990’erne, da han lavede “Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer”. Det er skræmmende at indse, at dette slogan i vore dage bliver taget alvorligt. De såkaldte resurseforløb i Danmark hævdes at have til formål at få mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, men de fører først og fremmest til at alvorligt syge flyttes fra førtidspension til kontanthjælpssats – og til at nogle mennesker arbejder for en ekstra lav løn. Som det er tilfældet med så mange andre “reformer”, er der her tale om en nedskæring.

I USA har Trump-regeringen nu besluttet at borgere på Medicaid-ordningen skal aktiveres, hvis de ikke er handicappede. Det amerikanske argument lyder meget velkendt i danske ører: At der er en korrelation mellem godt helbred og at være i arbejde. Men her er det selvfølgelig værd at huske, at vi ikke heraf kan slutte, at arbejde gør mennesker raske. (De mange historier om arbejdsudløst stress fortæller den modsatte historie.)

Er det så USA, der har lært af Mette Frederiksen og hendes efterfølgere? Nej, faktisk er det vel omvendt. Der er faktisk i USA mange års erfaringer med forskelle slags “resurseforløb”, hvor modtagere af forskellige slags ydelser er blevet sat til at arbejde, og ifølge undersøgelser fra Stanford (også citeret i New York Times) har dette ganske vist haft en korttidsvirkning for de aktiverede, men ikke en langtidsvirkning hvad angår at få dem i arbejde.