Din elskede får dig til at miste opmærksomheden

En gammel engelsk vittighedstegning fra 1906, der forudså at man snart (dvs. i 1907) ville holde op med at tale sammen og i stedet sidde med hver sin telefon!

Sidste sommer skrev Svend Brinkmann om hvordan han hvert femte minut føler trang til at tjekke sin smartphone – og om hvad der skal gøres for at dæmme op for denne trang. Det er en trang, jeg også selv kender alt for godt.  I nogle år brugte jeg min smartphone som vækkeur, men statusopdateringerne og trangen til at se, hvad der stod, blev en distraktion for mig.

For nogle få dage siden læste jeg et debatindlæg af Julie Hastrup, hvori hun røber at hun ikke længere får læst noget af betydning. Hun skriver

Jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage til bøgerne. At jeg kan tvinge mig selv, insistere på at ville. Et kvarter, en time, en halv. Hvis ikke min selvdisciplin er tilstrækkelig, kan jeg blokere internetforbindelse, blokere Facebook, Instagram, Twitter, blokere virkeligheden. Bare et kvarter.

Med til historien hører her, at Julie Hastrup faktisk er – forfatter.

Måske er der noget helt grundlæggende på spil. Den amerikanske psykiater John Ratey, der er ekspert inden for ADD, er gået så vidt som til at indføre begrebet acquired attention-deficit disorder. Han udtaler, at symptomerne hos mennesker med ADD og mennesker, der har en smartphone, er “helt de samme”.

Jeg er begyndt i det helt små på at forsøge at få nogle bedre vaner for at komme det, der måske er en selvpåført ADD, til livs. Sidste sommer begyndte jeg at lægge min smartphone til opladning i køkkenet; jeg købte et vækkeur, der vækker mig med blidt lys og fuglelyd. Og jeg sover utroligt meget bedre nu. Næste skridt bliver at lægge min smartphone i en svært tilgængelig lomme, når jeg er ude. Ideen er hermed givet videre.

(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar