Kun de gode studerende, tak

I årenes løb har jeg ofte mødt nyansatte universitetskolleger (ofte med udenlandsk baggrund), der har fortalt at de satsede på at kunne komme til at undervise særligt dygtige studerende, og de har delagtiggjort mig i deres overvejelser om hvordan man mon kan tiltrække disse særligt dygtige studerende.  Og jeg har for så godt kunnet forstå mine kolleger. Hvis jeg skulle vælge mellem at vejlede studerende, der på forhånd er motiverede og har en forhistorie med gode præstationer, og at vejlede studerende, der ser ud til at have store problemer med at bestå, er svaret indlysende. Selvfølgelig er det en særlig oplevelse at vejlede særligt dygtige studerende.

Det seneste årtis bestræbelser på at lave eliteuddannelser på universiteterne er den officielle udgave af denne holdning. Men som jeg ser det, er der flere problemer med sådan en indstilling.

For det første er de “særligt dygtige” studerende i sagens natur altid et mindretal, og vi er nødt til at være klar til at tage os af alle studerende og til de udfordringer, der følger med det.

For det andet er det faktisk svært at finde frem til hvilke studerende, der er “særligt dygtige”. Ofte opdager man det slet ikke med det samme.

For det tredje bliver dette forsøg på at finde frem til “særligt dygtige” studerende besværliggjort af at der er nogle studerende, der har en sen opblomstring. I deres tidlige studietid gør de sig ikke specielt bemærket, er måske endda minimalister, men på et tidspunkt finder de deres rette hylde og bliver da “særligt dygtige”.

Og det hænger sammen med den fjerde grund til at være betænkelig ved ideen om at prøve at tiltrække de “særligt dygtige”: Man kan nemt risikere, at man som underviser reelt er overflødig. Nogle studerende er så talentfulde, at de reelt er selvkørende, og så er de resultater, de opnår, ofte nogen man som underviser ikke har ret megen indflydelse på. De “særligt dygtige” kunne populært sagt lige så godt have en papfigur som vejleder/kursusholder. Så er der en helt anden glæde ved at skabe en “sen opblomstring” og få transformeret de studerende, ingen rigtig har bemærket, til at blive “særligt dygtige” – og det kan man faktisk opnå nogle gange. Det er her, undervisningen og den, der bedriver den, gør en forskel.

(Visited 45 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar