Alderen trykker

Råd fra ældre matematikere, gengivet fra Reuben Hersh’s artikel.

Skulle jeg nogensinde har tvivlet på, at jeg nu er oppe i årene, har det hjulpet at jeg

  • har fået indkaldelse til en screening for tarmkræft
  • har fået breve med opfordring til at blive medlem af Ældresagen
  • har fået et brev fra Magistrenes Pensionskasse om mulighederne for efterløn
  • har fået en fødselsdagshilsen fra min moster på 82, hvor hun nævner at jeg “da ikke er helt ung længere”

Den amerikanske matematiker Reuben Hersh, der i år bliver 91, kender jeg selv bedst for klassikeren The Mathematical Experience, som han lavede sammen med Philip J. Davis. Tilbage i 2001, da han kun var 73 år gammel, skrev han en artikel om at blive gammel som matematiker. Nogle har hævdet at “matematik er for de unge”, så Hersh sendte et spørgeskema ud til mange af sine venner og kolleger rundt omkring i verden for at finde ud af hvordan det egentlig er at blive ældre, når man har været aktiv matematiker. Den er rigtig interessant læsning, også for mig (og også fordi jeg nu har 11 år tilbage inden jeg kan gå på efterløn).

Mange af de ældre/gamle var stadig aktive forskere, selv efter at være gået på pension, mens andre nær pensionsalderen enten skiftede forskningsområde eller lige så stille trak sig tilbage. Mine mest citerede artikler er alle fra mine unge år, og dem er jeg da også glad for. Men jeg er også rigtig glad for det, jeg har publiceret inden for de seneste 10 år. Der er sket det, som så ofte sker, at jeg har udvidet mit forskningsfelt. Jeg holder meget af de rent teoretiske bidrag (alle mine mest citerede artikler er i denne kategori), men jeg er med årene også blevet interesseret i anvendelser af programmeringssprogsteori og i noget så anderledes som uddannelsesforskning. Det sidste er en direkte konsekvens af mine forsøg på at udvikle min undervisningspraksis. Jeg håber meget, at jeg stadig har nogle gode resultater i mig.