Det er ikke satire

MIn Grip-Grab-overtrækshue, som jeg bruger under min cykelhjelm på særligt kolde dage.

Nogle gange er det foruroligende svært at kende forskel på nyheder og satire. I disse dage er der topmøde i Davos, men det ser man ikke så meget om i medierne. I Danmark taler man til gengæld endnu engang om lovforslag, der skal forbyde burkaer. I bl.a. dagbladet Information kan man læse dette:

– Det er burkaer, vi skal håndtere, og det er det, vi må finde en lovgivning, der kan løse, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis udkastet blev sat til afstemning, ville I ikke stemme for?

– Nu har vi ikke set noget forslag endnu. Men vi har aldrig nogensinde gået ind for forbud mod julemandsskæg.

– Det har aldrig været vores intention at forbyde julemandsskæg, og det kommer det heller ikke til at blive, siger retsordføreren.

Spørgsmål: Men kan man lave et forbud udelukkende rettet mod burka og niqab, uden at det er grundlovsstridigt?

– Det er det, vi gerne vil have jurister til at se på.

Endnu engang forsøger man at lave et lovforslag, der reelt skal ramme en bestemt gruppe  mennesker, men formelt ikke gør det. På den måde minder burka-forslaget meget om den såkaldte “integrationsydelse”. Forskellen er, at et burka-forbud ikke vil ramme ret mange mennesker. Hvordan det mon skulle håndhæves, ved jeg ikke.

For et par år siden i København så jeg en kvinde i niqab på en café; hun sad ved bordet ved siden af mig og forsøgte at spise uden at komme til at afsløre sit ansigt eller flytte på sin hovedbeklædning – alt imens hun talte om sine jævnlige besøg i fitness-centeret! Det var fascinerende, underligt og heller ikke satire. Oplevelsen var for mig på én og samme tid et fremragende argument for både hvorfor burka og niqab er noget forfærdeligt pjat, som jeg kun kan tage afstand fra, og for hvorfor ideen om et forbud mod den slags for at beskytte kvinder mod undertrykkelse slet ikke giver mening.

Mens vi venter på det kommende forbud, vil jeg for muligvis sidste gang inden et forbud iføre mig den hue, jeg bruger under cykelhjelmen, når vintervejret bliver for urimeligt. Se ovenfor.

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar