Nødvendighedens politik på AAU

I efteråret 2015 var jeg sammen med en række kolleger til et møde, hvor universitetsledelsen havde stillet i udsigt,  at de ville diskutere de kommentarer til ledelsens udkast til en ny strategi, som vi havde formuleret i et brev. Det var bestemt ikke noget rart møde; vi fik rent ud sagt skældud og stemningen var underlig og til tider knugende. Det var ved den lejlighed, jeg mistede den sidste rest af min barnetro. I dag ved jeg og de af mine kolleger, der har været med i mange år, at universitetsverdenen i dag er en ganske anden end den, vi voksede op med.

I dag er der et langt interview i Nordjyske med Aalborg Universitets rektor, og udtalelserne fra ham er et destillat af den nyliberalistiske, afdemokratiserede ånd, der hersker i dag. Min øverste chef udtaler at

Det eneste universitet, der vil overleve i fremtiden, er det universitet, der gør sig godt i konkurrencen på den internationale arena. Det er rationalet for os, fordi viden er en byttevare derude. Vi får ikke noget, hvis vi ikke også leverer.

Her bliver det sagt uden omsvøb: Viden er først og fremmest en vare, og universitetsverdenens grundvilkår er konkurrence. Man kunne i stedet have som mål, at viden skal være alment tilgængelig og komme alle til gavn, og at samarbejde mellem universiteterne er vigtigt. Man kunne også nævne de negative konsekvenser, det stadige fokus på konkurrence og produktion af “varer” har på arbejdsmiljøet. Men nej.

Jeg kan heller ikke undgå at bemærke, at ledelsen begrunder sin egen berettigelse på en måde, som man ofte ser i organisationer med autoritære træk: Ledelsen er de eneste, der er i stand til at føre alle frelst gennem de svære tider (som altid vil vare ved) ved brug af “nødvendighedens politik”.

Igen understreger Per Michael Johansen, at den ressourceknaphed, det har medført, kun kan håndteres af et professionelt ledelsessystem.

– Det ville have splittet universitetets fakulteter ad, hvis det gamle system skulle have håndteret en sådan besparelse.

Universitetsdemokratiet fra før 2003 var med andre ord kun en forhindring for en handlekraftig ledelse i en verden af nedskæringer. Men jo mindre indflydelse man har på sin egen situation, jo mere magtesløs føler man sig ofte. På mit eget institut har vi med kort varsel fået at vide fra øverste sted, at der skal spares 4 millioner kroner. Det er en svær situation for os, ordren kom pludseligt og ligesom i 2014, hvor der pludselig skulle ske nedskæringer, kan det ikke andet end give en følelse af stor utryghed.

Jeg vil hævde, at det ville være muligt for de ledere, vi har i dag, at agere ordentligt og effektivt og skabe langt mindre utryghed i en anden virkelighed, hvor universitetsdemokratiet stadig var intakt og studerende og ansatte stadig havde reel indflydelse.

(I øvrigt var det ikke universitetsledelserne før 2003, der “splittede universitetets fakulteter ad”. Det var som bekendt den nuværende ledelse.)