Den dybe samtale

Nogle gange kan der stå noget godt og rammende i en tekst, der ellers ikke er så vellykket. Sådan har jeg det med en web-artikel om hvordan man kan “biohacke” sin intelligens (et gyseligt ny-ord!). Forfatteren skriver

A clear sign we are stupid is if we do not read new books, take poor care of our health, rarely have deep conversations with friends, do not learn new skills. Because we are “too busy.”

Og dette er vel den store sandhed: At det er vigtigt at have dybe samtaler med venner. Her mener jeg ikke nødvendigvis samtaler om store akademiske emner, men samtaler om vores inderste tanker og følelser, om vores tvivl og om det, vi tror på. Det er samtaler med tid til eftertænksomhed, til at lytte og til at blive lyttet til. Man lærer noget af den dybe samtale, ligesom man lærer noget af at læse en ny bog. Det er de dybe samtaler, jeg husker.

I vore dage har den dybe samtale ikke gode vilkår; de kommunikationsformer, som nu er mulige, fører ofte til korte meningsudvekslinger, og bagefter er vi lige kloge (eller lige dumme). Men jeg kan også se, at der er en underskov af vejledninger derude på nettet om hvordan man mon kan få påbegyndt en dyb samtale.

Selv husker jeg en bog, der hed Spørgsmålenes bog, som jeg købte for vel 30 år siden. Nogle af spørgsmålene i den var gode, andre lidt vel søgte. Men de gav altid anledning til gode samtaler.  Ovenfor er et spørgsmål på engelsk, der kunne have været med i denne bog, og som jeg stadig overvejer, hvordan jeg skal svare på.