Konflikt!

I dag stod det klart, at der med usvigelig sikkerhed vil komme konflikt på det offentlige område. Jeg og mange andre medlemmer af DM (Dansk Magisterforening) deltog i et orienteringsmøde, hvor Jens Vraa fra DMs sekretariat og Camilla Gregersen, der er DMs forkvinde, fortalte om baggrunden og om hvordan vi skal forholde os. Camilla skulle egentlig have været i Aalborg, men hendes flyafgang blev aflyst og hun talte til os via et videolink fra Aalborg Universitet i København.

Der er rigtig meget, der skiller parterne denne gang, og det blev endnu engang tydeligt, at situationen er historisk vanskelig. Det var vigtigt og interessant at få belyst hvad arbejdsgivernes krav om at fjerne betalt frokostpause faktisk indebærer. For nogle virker det som en bagatel, men det er det slet ikke. Fjernelsen af betalt frokostpause indebærer nemlig enten længere arbejdsdage (to en halv time oveni hver uge) eller en reduktion i lønsummen på 7 procent, dvs. færre kolleger eller lavere løn til alle.

Der var mange spørgsmål fra os om hvad konflikten vil medføre. Hvordan konflikten vil forløbe, og hvor omfattende den bliver, ved vi ikke endnu. Men det er vigtigt at få afklaret, hvad den vil betyde for hver enkelt af os. Blandt andet var nogle medlemmer, der er udenlandske statsborgere fra lande uden for EU og Norden, nervøse for om de ville miste deres opholdstilladelse i tilfælde af en strejke. For under en strejke ophører den normale ansættelse. Men DM har her lovet at sørge for at holde disse medlemmer uden for strejken. Ingen, der er fagligt organiseret, skal risikere at miste sit livsgrundlag på grund af en lovlig konflikt.

Jeg og alle andre fik bestyrket vores allerede klare fornemmelse af at vi, der er offentligt ansatte, står sammen her på tværs af faggrænser, og det var en god oplevelse. Det er også godt at opleve, at uorganiserede nu omsider ser situationens alvor og begynder at melde sig ind i fagforeningerne. Camilla Gregersen nævnte endda undervejs mit blogindlæg om konflikten, hvor jeg kraftigt opfordrer alle uorganiserede til at melde sig ind!

Denne opfordring er hermed gentaget.

Farvel til Jyske Lov?

I denne uge kunne man læse, at den danske regering vil indføre “dobbeltstraf” for forbrydelser begået i bestemte områder af landet, de såkaldte ghettoer. Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen udtaler, at partiet mener, at idéen om strafzoner lyder “fornuftig”.

I FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (som Danmark har ratificeret) står der imidlertid

Artikel 14

     1. Alle skal være lige for domstolene.

Nogle politikere vil nu formodentlig hævde, at dette blot viser, at menneskerettighederne kun er til besvær, og at dansk lov ikke skal tage hensyn til dem.

Men se så Jyske Lov fra 1241. Denne lov er fra en tid, hvor tortur, dødsstraf og vilkårlige fængslinger hørte til dagens uorden, og hvor der på ingen måde var demokrati. Men her står der:

Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.

Hvis regeringen og Socialdemokraterne får held med at gennemføre deres forslag (hvad de vil få svært ved uden at lade Danmark forlade international menneskerettighedslovgivning), vil det også betyde at de bryder med et princip, der går helt tilbage til Jyske Lov. Hvad mon Dansk Folkeparti vil synes om dét?

I øvrigt er det interessant at bemærke det paradoksale i, at man tilsyneladende vil bekæmpe “parallelsamfund” ved at skabe en lovgivning og en retspraksis, der kun gælder bestemte steder.

Sammenhængsreformen?

På onsdag får vi at vide, om det ender med konflikt på det offentlige område. Det kunne virke som et tilfælde, at det er gået så dårligt med overenskomstforhandlingerne, men det tror jeg bestemt ikke, at det er. Der er derimod efter alt at dømme tale om en strategi, som er opstået inden for de seneste få år. Jeg har aldrig tidligere i mine 26 år som universitetslærer oplevet at være så tæt på en konflikt.

Lærerkonflikten i 2013 viser, at danske regeringer nu bruger overenskomstforhandlingerne til at føre politik med. Når jeg læser kommentarer fra personer, der forsvarer regeringens position i overenskomstforhandlingerne, taler de uden undtagelse om at der skulle være et nødvendigt valg mellem “velfærd” eller “højere løn”.

Men hele diskursen om “velfærd eller lønstigninger” kommer fra regeringen og er deres indtil nu forbløffende vellykkede forsøg på at frame diskussionen som en konflikt mellem “det ansvarlige folk kontra de grådige offentlige ansatte”. Der er nemlig ikke tale om at de penge, som jeg og mine kolleger i stat, region og kommune, kunne få i lønstigninger, i stedet vil gå til mere “velfærd”. Tværtimod er målet nedskæringer. Og overenskomstforhandlingerne handler i øvrigt ikke kun om løn; de handler i høj grad også om arbejdsforhold og om at få gjort noget ordentligt ved de stressproblemer, der er mange steder i den offentlige sektor. Hvis vi får bedre arbejdsforhold, kan vi levere et bedre stykke arbejde.

Ganske megen stress kommer fra al den kontrol, der skyldes New Public Management. Snart kommer der en “sammenhængsreform”; den blev varslet i april 2017. I en artikel i dagbladet Information udtaler min AAU-kollega Henning Jørgensen at

Staten ser det som et udgiftsspørgsmål: Der skal spares 12 mia. kroner inden 2020, og det skal hjem via overenskomster. De fik to mia. kroner ud af det i 2013, da lærernes arbejdstidsaftale forsvandt, og de vil opnå noget lignende nu. Lønmodtagerne vil derimod have tryghed her og nu, for de ved, at der er mere i vente: Sophie Løhde er klar med en ’sammenhængsreform’ – en slags New Public Management version 4.0. Ledelseskommissionen har lavet en betænkning, som allerede er færdig og trykt, men ikke må offentligøres før efter overenskomsten. Sophie Løhde har også sagt, at 60 procent af løndannelsen bør være decentral, så det kan blive et ledelsesinstrument. 60 procent! Det er et totalt opgør med den danske model. Lønmodtagerne ved altså, at der kommer mere i fremtiden.

Ligesom alle andre “reformer” fra de seneste par årtier er der bare tale om endnu en blanding af øget kontrol i form af New Public Management og flere nedskæringer.

Alt dette fører mig til at forudsige, at den kommende konflikt bliver lang og udmattende og helst skal ende med et lovindgreb. Oveni kommer så endnu en runde New Public Management og endnu en runde nedskæringer. Derfor er det nødvendigt at være godt forberedte nu og om at fortælle alle derude, hvad denne arbejdskamp også handler om.

En aften for Ghouta

I går skrev jeg om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon (min telefon, som jeg holdt op til mikrofonen – primitivt, men det virkede). Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.

Ghouta: Fanget i en belejring

Ghouta ligger i Syrien, nær Damaskus, og området har været under kontrol af to islamistiske oprørsgrupper. Lige nu er omkring 400.000 civile spærret inde i det østlige Ghouta af Assad-regimets belejring, og de er for alvor ofre i den borgerkrig, der nu har varet mere end seks år. Det regner med bomber, adgang til fødevarer og lægehjælp er bevidst blokeret. Amnesty International, der har fulgt udviklingen i Syrien siden borgerkrigens start for snart 7 år siden, siger at dette er det hidtil værste, man har set. Assad-regimets bombardementer, herunder brug af klyngebomber, og brug af sult som våben er egentlige krigsforbrydelser, men også de islamistiske oprørsgrupper i Ghouta begår alvorlige brud på menneskerettighederne.

I morgen er der demonstrationer rundt om i verden mod alle disse overgreb og for at det internationale samfund skal gribe ind. Civile skal sikres fri og uhindret passage ud af Ghouta, og der skal sikres adgang for humanitære organisationer til Ghouta.  FNs sikkerhedsråd skal håndhæve sine egne resolutioner, der kræver en ende på belejringen af civile områder og angreb på civile og kræver uhindret humanitær adgang. Sikkerhedsrådets faste medlemmer, herunder Rusland, må ikke blokere for at få skabt en ende på grusomhederne. Der er gået alt, alt for lang tid med at vende blikket væk fra Syrien.

Også i Aalborg er der en demonstration i morgen søndag den 25. februar 2018 kl. 19.00. Arrangør er Amnesty International i Aalborg. Vi går fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor der vil være taler af bl.a. Haifaa Awad. Mød op!

Ikke råd?

I dag skete det: Overenskomstforhandlingerne mellem de faglige organisationer og staten brød sammen.

Jeg har fortalt de studerende, jeg underviser, at det nu er særdeles sandsynligt, at der kommer en konflikt, som vil føre til at de i en periode ikke kan modtage undervisning og ikke kan have kontakt til mig. Skulle konflikten antage karakter af en lockout, kan de studerende end ikke opholde sig på universitetet – for der bliver formodentlig låst af. Der er ikke noget at sige til, at de studerende var chokerede (jeg har en fornemmelse af at mange af dem ikke følger så meget med i indenrigsnyhederne, men det vil nok ændre sig nu!).

Ved de seneste tre overenskomster på området har staten henholdt sig til at der var krise, og at der derfor skulle vises tilbageholdenhed. Og hele denne historie om tilbageholdenhed skal vi nu have igen. Men her er det interessant at sammenholde disse udtalelser med Finansministeriets positive udmeldinger fra i dag. Danmark er “ude af krisen”, og vi sparer 40 milliarder årligt i renter på lav gæld. Finansminister Kristian Jensen udtaler at 

Enhver politiker, der har deltaget i en finanslovforhandling, ved, at 40 milliarder kroner er et svimlende beløb. Derfor er gældsnedbringelsen også en helt central forudsætning for den velfærd og det samfund, vi har i dag. Og det skal vi værne om fremadrettet.

Så hvorfor er det, at der ikke skulle være råd til at give os statsansatte en ordentlig overenskomst?

Den sidste, der har kendt dig

Natalie Ryde: The last one to remember.

I sin bog Love’s Executioner and Other Tales of Psychotherapy skriver den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom dette, der er yderst tankevækkende.

Some day soon, perhaps in forty years, there will be no one alive who has ever known me. That’s when I will be truly dead – when I exist in no one’s memory. I thought a lot about how someone very old is the last living individual to have known some person or cluster of people. When that person dies, the whole cluster dies,too, vanishes from the living memory. I wonder who that person will be for me. Whose death will make me truly dead?

En dag vil der ikke være nogen tilbage, som kan huske mig. Da er jeg ikke længere til stede i noget menneskes hukommelse. For enhver af os vil der være et sidste, formodentlig meget gammelt, menneske som har kendt os. Når dét menneske dør, dør vi påny. Hvem er mon det sidste menneske, der vil have et minde om mig? Det vil jeg aldrig få at vide.

Det fascinerende for mig er, at den anden betragtning også gælder – formodentlig er jeg den sidste, der husker et andet menneske. Men hvem mon? Det må være et gammelt menneske, som jeg mødte som barn; nu bærer jeg som den sidste rundt på mindet om hende eller ham.

Konflikt?

Foto: DenOffentlige.dk (http://www.denoffentlige.dk/offentligt-ansatte-forbereder-sig-paa-mulig-konflikt)

I dag begyndte det for alvor at stå klart for mig og mine kolleger, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i år kan ende med ikke at føre til noget resultat. Lige nu er der nemlig meget lang vej hjem. 

Forhandlingerne fortsætter frem til den 28. februar. Hvis der til den tid stadig ikke er fundet frem til en aftale, vil det i første omgang være muligt at gå til Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden så vil forsøge at lande et resultat. Men hvis det så heller ikke lykkes, kan det ende med en konflikt. Inden for de seneste 40 år har der ni gange været konflikter på det offentlige område. Sidst, der var strejke, var i 2008, hvor 75.000 pædagoger og sundhedspersonale nedlagde arbejdet. Selv har jeg i mine 26 år som universitetslærer aldrig været del af en konflikt.

I dag fortalte jeg de studerende, jeg vejleder, at de kan risikere at stå uden vejleder i en periode af uvis længde startende fra den 1. april, hvor der kan blive varslet konflikt. Alt andet ville være uærligt af mig. Hvad der skal ske efter en konflikt med den undervisning, jeg ikke har kunnet afholde, ved jeg ikke.

Jeg vil selvfølgelig helst ikke skulle strejke eller blive ramt af en lockout, men   der har nu i flere forløb i træk været en stadigt stejlere holdning fra Moderniseringsstyrelsen, som den statslige styrelse, vi forhandler med, hedder. Overenskomstforhandlingerne er i høj grad blevet statens redskab til at gennemføre nedskæringer med.  Af denne grund har lønmodtagernes forhandlingsfællesskab CFU opsagt samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen. Dagbladet Information har en lang artikel om netop dette. 

Specielt for os, der er universitetslærere, gælder det at vores arbejdsforhold bliver stadigt dårligere – det gælder i høj grad for de løstansatte, men bestemt også for lektorer og professorer. Og så er det også sådan, at staten lægger op til at en langt større andel af lønnen fremover skal forhandles lokalt på de enkelte arbejdspladser i stedet for gennem centrale overenskomster.

Den slags er helt uacceptabelt; nu er vi nødt til at stå fast.

En ubehagelig kendsgerning på mit institut er, at der er uhyggeligt mange af mine akademiske kolleger, der ikke er organiseret noget sted. Hvis det kommer til en strejke eller til en lockout, skal de så fortsætte med at arbejde. På denne måde kan en konflikt risikere at trække endnu længere ud. Så til alle mine uorganiserede kolleger har jeg kun ét at sige: Meld jer ind nu. 

Vi er alle gode mennesker, der kan handle ondt

Tidligere i denne uge skrev jeg et indlæg her om ondskab i politik. Det indlæg har affødt overraskende mange reaktioner. Min fornemmelse er, at diskussionen om det gode og det onde rammer ned i noget centralt i vores opfattelse af os selv og af andre.

Vi kan ikke se ind i et menneskes essens og afgøre om det er godt eller ondt. Men vi kan vurdere et mennesker handlinger ud fra deres konsekvenser. En af de store diskussioner i etik er netop, om ondskab behøver at være intentionel. Diskussionen går helt tilbage til Thomas af Aquinas.

Det er min klare opfattelse, at rigtig megen ondskab netop ikke er intentionel, og det er tilfældet netop fordi næsten alle mennesker opfatter sig selv som gode og derfor helst vil begrunde deres handlinger som fundamentalt gode. Selv en massemorder som Adolf Eichmann opfattede sig selv som “god”. Men alle disse “gode” mennesker har handlet på måder, som havde negative konsekvenser for andre. Og dermed var der tale om ondskab.

Fjodor Dostojevskij gav selv udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er gode. Men det betyder som bekendt ikke, at ondskaben ikke findes – tværtimod. I En forfatters dagbog, her i min oversættelse fra engelsk via Maria Popovas blog, skriver han:

På en eller anden måde er jeg blindt overbevist om, at der ikke er nogen sådan skurk eller slyngel blandt det russiske folk, der ikke ville indrømme, at han er ondskabsfuld og afskyelig, hvorimod det blandt andet undertiden sker, at en person begår en skurkagtig handling og roser sig selv derfor, og ophøjer sin skurkagtige gerning til et princips niveau, og hævder at “l’ordre” og civilisationens lys udtrykkes netop i dén vederstyggelighed; den uheldige ender med at tro dette i ramme alvor, blindt og ærligt.

Min fornemmelse er, at de fleste af os (inklusive jeg selv) helst vil opfatte os selv som værende gode. Ellers kan vi ikke leve videre. På denne måde tror jeg på det gode i mennesket; det gode er der altid som en mulighed i os, og det skal være sådan. Hvis ikke man opfatter sig selv som god, er man enten opfyldt af selvhad eller har det stik modsatte, nemlig en sygelig følelse af grandiositet.  Det farlige sker, når et “godt menneske” giver sig til at retfærdiggøre en slet handling som udtryk for efterlevelsen af et “godt” princip.

En lang dag i Lissabon

I dag var det så tid til mødet om Horizon 2020-ansøgningen, som var min egentlige grund til at rejse til Lissabon, og for første gang var alle deltagere samlet. Det var mig, der havde taget initiativ til mødet og skulle prøve at styre slagets gang.

Vi begyndte mødet kl. 9.00, holdt en (lidt for) lang (men god) frokostpause og var først færdige kl. 19.30. Vi fik en masse nyttige kommentarer fra det konsulentbureau, vi havde hyret, og bagefter fik vi en meget grundig diskussion af alle de andre ting, vi også skulle have på plads i den lange ansøgning, som vi nu er ved at udarbejde. En del misforståelser blev ryddet af vejen, og vi lærte en hel masse om hinanden nu, hvor vi for første gang sad over for hinanden.

Det var et udbytterigt møde, men bagefter var vi også pænt trætte. De fleste af de portugisiske deltagere tog hjem med det samme, mens de fleste af resten af os tog på restaurant, hvor vi endte med at tale om musik og mad og forskellen på ravne og krager.

Nu mangler vi bare at få skrevet 165 sider og så afvente evalueringspanelets dom. Forhåbentlig går det bedre denne gang.