Hvad skal man med paratviden?

I går begyndte forårssemesteret, og i dag holdt jeg introduktionen til Syntaks og semantik, det kursus jeg skal køre i foråret og har holdt mange gange før. Det er meget vigtigt for mig, at dette bliver et godt kursusforløb.

Efter selve præsentationen af kursets formål, indhold og form talte jeg med nogle studerende om hvad man mon skal vide til eksamen. Det er en interessant og vigtig diskussion: Hvad skal man “kunne selv”?

Min påstand er at enhver ekspert i sit fag er nødt til at have en paratviden, så man kan handle selvstændigt. Ellers er man ikke ekspert. Jeg har adgang til uanede resurser inden for alle fagområder i verden i kraft af min adgang til Internettet, men det gør mig bestemt ikke til ekspert i alle fagområder. Jeg ville ikke kunne handle selvstændigt som ekspert inden for f.eks. arkæologi, slavisk lingvistik eller veterinærmedicin, for her har jeg ikke nogen paratviden af betydning. Hvis nogen bad mig om f.eks. at sige noget fornuftigt om en vikingegrav, analysere sprogbrugen i en gammel tekst på ukrainsk eller om at finde ud af hvad en syg ko egentlig fejler, ville jeg intet kunne stille op.

Måske er ordet paratviden i virkeligheden uheldigt at bruge, for en ekspert skal ikke kun have viden om begreber, men også (for nu at blive i den sprogbrug, vi skal anvende på universiteterne, når vi taler om læringsmål) parat-færdigheder og parat-kompetencer.  Uden dem er vores viden intet bevendt, men uden viden har vi ingen færdigheder eller kompetencer.

Paratviden er ikke resultat af udenadslære, paratviden er et fags sprog. På universiteterne måler vi som regel ikke først og fremmest paratviden, men vi forudsætter paratviden, når vi måler parat-færdigheder og parat-kompetencer. Jeg kan ikke stille en diagnose for den syge ko, hvis jeg ikke kender til koens anatomi og ved hvad dens organer hedder.

Flattr this!