Danmarksmesterskaberne i poetry slam 2018

Sara Hauge gør det igen!

I går aftes var der Danmarksmesterskab i poetry slam, og endnu engang blev det afholdt i Aalborg. Sidst det skete, var i 2014, og dengang blev Sara Hauge en meget overbevisende dansk mester.

Det er ikke så tit, jeg har deltaget i poetry slam som tilskuer (og når det sker, rykker det da altid lidt i mig for selv at kunne være med), men aftenens arrangement var et af de bedste poetry slam-arrangementer, jeg har været til. Slamfrø–arrangørerne i Aalborg er nu særdeles erfarne, og Mark Jensen-Skovgaard, der i (gymnasie)tidernes morgen selv var udøvende poetry slammer, er i dag en særdeles rutineret konferencier og arrangør.

Der var mange fine optrædender undervejs, og der var “DM for offerlam”, hvor Emil Nygård (dansk mester 2016), Peter Dyreborg (dansk mester 2008 og en central skikkelse i dansk poetry slam) og Dennis Buchleitner (endnu ikke dansk mester, men det kommer nok) alle tre leverede suveræne præstationer og gik suverænt meget ud over de tre minutter og ti sekunder, som man skal holde sig inden for.

Finalen var dog i særklasse god. Her mødtes Michael Dyst (dansk mester i 2013), Sara Hauge (dansk mester 2014) og Lasse Nyholm Jensen (dansk mester 2015 og 2017). Klichéprægede musikanmeldere ville kalde den slags for en “magtdemonstration”. Jeg ville selv bare sige, at vi i går aftes overværede hvordan tre af de allerbedste udøvere af poetry slam i Danmark gennem det seneste årti gør det, når de gør det allerbedst.

Og vinderen af denne finale? Det blev helt fortjent Sara Hauge, der nu også kan kalde sig for dobbelt Danmarksmester i poetry slam – og for anden blev hun mester på aalborgensisk grund. Sara er ud over at have ordet i sin magt og hjertet på rette sted også et stort komisk talent. Et stort, stort tillykke til Sara herfra!

(Visited 12 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar