Sprognedslidning

På mit institut på AAU er der ansatte fra mange lande, og mange af dem kan ikke dansk. Derfor ender vi temmelig ofte med at skulle tale (en slags) engelsk, et sprog som næsten ingen af mine kolleger har som modersmål. Det går sådan set nogenlunde udmærket, men når jeg taler med nogen, der har engelsk som modersmål, har jeg en fornemmelse af at det går rigtig godt. Til gengæld synes jeg ofte, at mit engelsk efterhånden kan blive lidt “sært”, når jeg skal tale engelsk med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål, og jeg har også altid en tydelig fornemmelse af at jeg kunne have sagt det hele bedre, hvis bare jeg havde kunnet tale dansk.

Det er for nylig gået op for mig, at ligesom der er en masse viden om hvordan man lærer et nyt sprog, er der faktisk også megen viden om hvordan man glemmer at tale et sprog. Man taler om sprognedslidning (på engelsk hedder det “language attrition”). Mange kender nok historier om danskere, der har boet længe i USA og nu roder engelske ord i deres danske på underlige steder. Umiddelbart er det underligt, at man kan glemme sit modersmål. Og på en måde er det også lidt skræmmende, for jeg har selv en fornemmelse af at mit modersmål er en integreret del af mig. Måske er det også derfor, jeg tenderer mod at være sprogrøgter: Jeg værner om noget, der er en del af mig.

Et interessant eksempel på hvordan man kan glemme sit modersmål er beretningen om den israelske forfatter Aharon Appelfeld, der var født i en del af Rumænien, der nu tilhører Ukraine, men havde tysk som modersmål. Da 2. verdenskrig brød ud, og han var 7 år gammel, mistede han sin moder og endte i en kz-lejr sammen med sin fader. Det lykkedes ham at flygte; han levede derefter først under jorden og arbejdede siden som kok i den sovjetiske hær. Så havnede han i en lejr i Italien og til sidst kom han til Palæstina i 1946. Først da, hvor han var 14 år gammel, lærte han det sprog, han brugte i sit forfatterskab, nemlig hebraisk. Han udtrykte sig på en blanding af flere sprog, men hans modersmål tysk var slidt ned. Det meste af Appelfelds forfatterskab handlede ikke om livet i Israel, men derimod om livet i Europa inden 2. verdenskrigs udbrud. På denne måde var han tro mod sin europæiske baggrund.

En af årsagerne til nedslidning af sprogkundskaber skulle være, at man tilbringer megen tid sammen med andre, der ikke har sproget som modersmål. Så det er muligvis derfor, jeg synes at at mit engelske kan ende med at være “sært” efter lang tid sammen med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål.

Jeg har aldrig rigtig prøvet sprognedslidning selv for alvor, omend jeg godt kan huske en fornemmelse af at skulle “grave sproget frem”, da jeg for 30 år siden boede i Skotland i tre år. Det skete mest efter nogle måneder, hvor jeg ikke havde talt dansk med nogen i et stykke tid og pludselig skulle udtrykke mig på dansk. Senere kom jeg til at dele bolig med andre danskere, og det hjalp nok også med at forhindre nedslidning.