Hvad skal man fortælle de overflade-lærende?

En del gange i mine 26 år som universitetslærer har jeg været ude for studerende, der har spurgt mig om det virkelig var meningen at de “skulle lære alting udenad”. Et par gange har der endda været dem, der har ment at det ville være godt nok at love at læse stoffet i lærebogen, hvis de en dag skulle få brug for det. Andre har tidligt i et semester ment, at alle hjælpemidler skulle være tilladt til eksamen med den begrundelse, at de aldrig ville kunne blive bedre til stoffet end de var netop nu. Det hjalp aldrig at forsikre dem om, at de ville blive bedre – i virkeligheden gav de pågældende studerende faktisk udtryk for den stærkt pessimistiske holdning, at undervisning ikke kan skabe læring, ja strengt taget også at læring faktisk ikke eksisterer!

Det har altid været meget svært for mig at flytte de pågældende studerendes syn på hvad læring er. De kan nemlig ikke se, at læring skulle være andet og mere end udenadslære. Jeg har prøvet at spørge dem om de så tror, at eksperter i medierne bare reciterer nogle lange remser, som ingen af dem forstår, men her strander det ofte.

Det, de pågældende studerende udviser, er en meget udbredt tilgang til læring, som man kalder for overfladelæring og som jeg flere gange tidligere har skrevet om her: Man lærer tegnene i stoffet, ikke deres betydning, og man tror at det er alt, hvad der er. Og på den måde lærer man egentlig ikke rigtig noget; den overfladelærende er kognitivt passiv. Det, vi vil have, er at de studerende anvender dybdelæring – de er kognitivt aktive. Hvordan kan man dog overbevise dem om at dybdelæring er kvalitativt helt forskellig fra overfladelæring?

I dag læste jeg en interessant lille artikel i det amerikanske webmagasin Faculty Focus af uddannelsesforskeren Maryellen Weimer.

Hendes pointe er, at man kan forklare forskellen mellem overfladelæring og dybdelæring ved at forklare forskellen på hvad studerende gør for at lære.

Nogle af de udsagn, en overfladelærende vil kunne komme med, er udsagn som

  • Jeg mødte op til undervisningen.
  • Jeg gik igennem mine notater.
  • Jeg stregede under i teksten.
  • Jeg lavede indekskort.

mens en dybdelærende vil kunne sige sådan noget som

  • Jeg skrev mine egne spørgsmål.
  • Jeg prøvede selv at finde svaret før jeg slog det op.
  • Jeg lagde noterne fra mig og testede hvor meget jeg kunne huske.
  • Jeg brød komplekse processer ned til deres enkelte trin.

Og i virkeligheden er det måske sådan, man kan forklare forskellen, og vel også sådan, man kan prøve at transformere de overfladelærende til at blive dybdelærende.