Ondskab og indbildt lidelse

Jeg har ofte haft det svært med Carsten Jensen; jeg er enig i hans kritik af dansk politik på udlændinge- og flygtningeområdet, og også jeg er meget vred over at et parti som Dansk Folkeparti er blevet toneangivende. Men samtidig er der noget ved Carsten Jensens skrivestil, jeg ikke kan lide, og jeg har ikke lyst til at dele hans artikler og debatindlæg på nettet. Meget af det er, hvad jeg tidligere har kaldt for “porno med stråmænd”.

Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, har skrevet en interessant artikel netop om dette. Han bemærker, at Carsten Jensen ofte tillægger sine modstandere lurvede motiver og kalder dem onde – Jensen er også skønlitterær forfatter, og her kan han som en alvidende forfatter “se ind i” sine personer og beskrive motiverne til deres handlinger. Men det kan man ofte ikke, når man taler om faktisk eksisterende personer.

Der er en kategorisering af ondskab, som oprindelig skyldes Hannah Arendt fra hendes bog om retssagen mod Adolf Eichmann.

  • Der er den ondskab, som skyldes at man påfører andre lidelse først og fremmest for at opnå lyst ved det.
  • Der er den ondskab, som skyldes “nødvendighed”  – udøveren ved godt, at han/hun påfører andre lidelse, men er ligeglad med det, fordi handlingen tjener et “vigtigere” formål.
  • Og der er den ondskab, hvor udøveren ikke forstår den lidelse, som han/hun påfører andre ved sine handlinger, som man af andre grunde anser for at være retfærdiggjorte.

Der er for mig ingen tvivl om at den udlændingepolitik, som regeringen formulerer og Inger Støjberg udøver, skaber og har skabt sorg og lidelse. Alene sagerne om familiesammenføringer og den ekstremt restriktive politik på dette område er for mig at se tydelig evidens herfor. Men Inger Støjberg er ikke ond i den første forstand,  og det er svært for mig at finde belæg for at hun er ond i den anden forstand. Derfor tør jeg (i modsætning til Carsten Jensen) ikke hævde dette. Man kan således ikke kritisere politikere med det udgangspunkt, at de er onde.

Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om ondskab i politik eller om at politikere ikke er ansvarlige for at påføre andre lidelse. Tværtimod. Min ubehagelige fornemmelse er nemlig, at ganske megen ondskab i politik og i verden i øvrigt er af den tredje slags. Mange politikere vil formentlig forsvare deres politik ved at sige, at den faktisk ikke påfører andre lidelse. Politikerne vil sige, at de personer, som politikken rammer, er “indbildt lidende”: De tror, at de lider, men faktisk gør de det ikke (præcis som der også findes “indbildt arbejdsløse”). De “indbildt lidende” skal derfor simpelthen tage sig sammen, og da vil deres indbildte lidelser ophøre. Tilmed er den politik, der skaber “indbildt lidelse”, en politik der er til gavn for andre grupper.

Men netop fordi der formodentlig er tale om denne uerkendte form for ondskab, er det så stor en udfordring at gøre noget ved den. Inger Støjberg har besøgt asylcentre i Danmark og enorme flygtningelejre i Jordan, men det har ikke ændret hendes politik væk fra de mange stramninger.

For mig at se er den eneste farbare vej at blive ved med at dokumentere, at den “indbildte lidelse” faktisk ikke er indbildt og at den politik, der bliver ført, derfor er ond i praksis.