Kendte og nye ansigter

Jeg havde endnu en dag i Lissabon inden det lange mandagsmøde om Horizon 2020-ansøgningen, så jeg fik nydt det meget flotte februarvejr, hvor temperaturen til sidst sneg sig op omkring de 20 grader af og til. Jeg fik lige om hjørnet og nogle få hundrede meter væk (og et godt stykke op ad bakke) til den store borg Castelo São Jorge, hvorfra der er en smuk udsigt over byen. Derefter, vel nede igen, skulle jeg have en let frokost. Her løb jeg ind i Ornela Dardha fra Glasgow University – også hun skulle til mødet i morgen. Ornela kender jeg fra det nu hedengangne BETTY-forskernetværk, som vi var mange, der var rigtig glade for og derfor også var kede af ikke at kunne fortsætte.

Efter frokost gik vi en tur ned til Praça do Comercio ad gågaden Rua Augusta. På Rua Augusta er der næsten altid ganske mange mennesker og hvad deraf følger. Tjenerne fra de mange fortovsrestauranter prøver at lokke med deres næsten ens menuer, gadesælgere falbyder hoppebolde, et kvindegymnastikhold laver opvisning for at skaffe penge til deltagelse i et stævne i Østrig, mime-artister med tyk sminke og tunge kostumer agerer levende statuer – og så er der tiggerne. Nede ved Praça do Comercio, hvor der er en flot udsigt over Tejos munding og den store hængebro, dukker der endnu flere gadesælgere op.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at andre gange, når jeg går alene ad denne vej, er der uden undtagelse altid nogen, der diskret tilbyder mig hash. Jeg aner ikke, hvad der får mig til at ligne en potentiel kunde – jeg har aldrig rørt den slags og har ingen planer om det. Men i dag, da jeg gik sammen med nogen (og her specielt en kvinde), var der pludselig nogen, der kom og ville sælge – smykker. Også de måtte gå forgæves.

Vi sad en stund ved promenaden, talte sammen og nød det gode vejr, inden vore veje skiltes. Jeg gik alene tilbage gennem centrum ned til Rossio, hvor hele den store plads viste sig at være fyldt med motorcyklister. Dette var uden diskussion det største opbud af motorcykler, jeg nogensinde har set. Da politiet gav tegn, gassede alle motorerne op og de hundredevis af motorcykler hastede ned ad Avenida da Liberdade, mange af dem med hornet i bund. Det tog vel knap et kvarter, før den sidste motorcykel var kørt forbi, og jeg kunne krydse gaden.

Dagen sluttede med et restaurantbesøg sammen med endnu to deltagere til mødet i morgen, men dem havde jeg til gengæld aldrig mødt før i levende live. Det var Eunice Ribeiro, der i dag arbejder for det portugisiske softwarefirma Ubiwhere, men oprindelig har en PhD i energiteknik (og derigennem kender folk fra Aalborg Universitet), og franske Philippe Krief fra organisationen Eclipse Foundation, der står bag den ikke helt ukendte Eclipse-programmeringsomgivelse. Det var godt at få sat ansigt på nogen, jeg inden for de seneste måneder har talt en hel del med.