Vi er alle gode mennesker, der kan handle ondt

Tidligere i denne uge skrev jeg et indlæg her om ondskab i politik. Det indlæg har affødt overraskende mange reaktioner. Min fornemmelse er, at diskussionen om det gode og det onde rammer ned i noget centralt i vores opfattelse af os selv og af andre.

Vi kan ikke se ind i et menneskes essens og afgøre om det er godt eller ondt. Men vi kan vurdere et mennesker handlinger ud fra deres konsekvenser. En af de store diskussioner i etik er netop, om ondskab behøver at være intentionel. Diskussionen går helt tilbage til Thomas af Aquinas.

Det er min klare opfattelse, at rigtig megen ondskab netop ikke er intentionel, og det er tilfældet netop fordi næsten alle mennesker opfatter sig selv som gode og derfor helst vil begrunde deres handlinger som fundamentalt gode. Selv en massemorder som Adolf Eichmann opfattede sig selv som “god”. Men alle disse “gode” mennesker har handlet på måder, som havde negative konsekvenser for andre. Og dermed var der tale om ondskab.

Fjodor Dostojevskij gav selv udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er gode. Men det betyder som bekendt ikke, at ondskaben ikke findes – tværtimod. I En forfatters dagbog, her i min oversættelse fra engelsk via Maria Popovas blog, skriver han:

På en eller anden måde er jeg blindt overbevist om, at der ikke er nogen sådan skurk eller slyngel blandt det russiske folk, der ikke ville indrømme, at han er ondskabsfuld og afskyelig, hvorimod det blandt andet undertiden sker, at en person begår en skurkagtig handling og roser sig selv derfor, og ophøjer sin skurkagtige gerning til et princips niveau, og hævder at “l’ordre” og civilisationens lys udtrykkes netop i dén vederstyggelighed; den uheldige ender med at tro dette i ramme alvor, blindt og ærligt.

Min fornemmelse er, at de fleste af os (inklusive jeg selv) helst vil opfatte os selv som værende gode. Ellers kan vi ikke leve videre. På denne måde tror jeg på det gode i mennesket; det gode er der altid som en mulighed i os, og det skal være sådan. Hvis ikke man opfatter sig selv som god, er man enten opfyldt af selvhad eller har det stik modsatte, nemlig en sygelig følelse af grandiositet.  Det farlige sker, når et “godt menneske” giver sig til at retfærdiggøre en slet handling som udtryk for efterlevelsen af et “godt” princip.