Konflikt?

Foto: DenOffentlige.dk (http://www.denoffentlige.dk/offentligt-ansatte-forbereder-sig-paa-mulig-konflikt)

I dag begyndte det for alvor at stå klart for mig og mine kolleger, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i år kan ende med ikke at føre til noget resultat. Lige nu er der nemlig meget lang vej hjem. 

Forhandlingerne fortsætter frem til den 28. februar. Hvis der til den tid stadig ikke er fundet frem til en aftale, vil det i første omgang være muligt at gå til Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden så vil forsøge at lande et resultat. Men hvis det så heller ikke lykkes, kan det ende med en konflikt. Inden for de seneste 40 år har der ni gange været konflikter på det offentlige område. Sidst, der var strejke, var i 2008, hvor 75.000 pædagoger og sundhedspersonale nedlagde arbejdet. Selv har jeg i mine 26 år som universitetslærer aldrig været del af en konflikt.

I dag fortalte jeg de studerende, jeg vejleder, at de kan risikere at stå uden vejleder i en periode af uvis længde startende fra den 1. april, hvor der kan blive varslet konflikt. Alt andet ville være uærligt af mig. Hvad der skal ske efter en konflikt med den undervisning, jeg ikke har kunnet afholde, ved jeg ikke.

Jeg vil selvfølgelig helst ikke skulle strejke eller blive ramt af en lockout, men   der har nu i flere forløb i træk været en stadigt stejlere holdning fra Moderniseringsstyrelsen, som den statslige styrelse, vi forhandler med, hedder. Overenskomstforhandlingerne er i høj grad blevet statens redskab til at gennemføre nedskæringer med.  Af denne grund har lønmodtagernes forhandlingsfællesskab CFU opsagt samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen. Dagbladet Information har en lang artikel om netop dette. 

Specielt for os, der er universitetslærere, gælder det at vores arbejdsforhold bliver stadigt dårligere – det gælder i høj grad for de løstansatte, men bestemt også for lektorer og professorer. Og så er det også sådan, at staten lægger op til at en langt større andel af lønnen fremover skal forhandles lokalt på de enkelte arbejdspladser i stedet for gennem centrale overenskomster.

Den slags er helt uacceptabelt; nu er vi nødt til at stå fast.

En ubehagelig kendsgerning på mit institut er, at der er uhyggeligt mange af mine akademiske kolleger, der ikke er organiseret noget sted. Hvis det kommer til en strejke eller til en lockout, skal de så fortsætte med at arbejde. På denne måde kan en konflikt risikere at trække endnu længere ud. Så til alle mine uorganiserede kolleger har jeg kun ét at sige: Meld jer ind nu.