Den sidste, der har kendt dig

Natalie Ryde: The last one to remember.

I sin bog Love’s Executioner and Other Tales of Psychotherapy skriver den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom dette, der er yderst tankevækkende.

Some day soon, perhaps in forty years, there will be no one alive who has ever known me. That’s when I will be truly dead – when I exist in no one’s memory. I thought a lot about how someone very old is the last living individual to have known some person or cluster of people. When that person dies, the whole cluster dies,too, vanishes from the living memory. I wonder who that person will be for me. Whose death will make me truly dead?

En dag vil der ikke være nogen tilbage, som kan huske mig. Da er jeg ikke længere til stede i noget menneskes hukommelse. For enhver af os vil der være et sidste, formodentlig meget gammelt, menneske som har kendt os. Når dét menneske dør, dør vi påny. Hvem er mon det sidste menneske, der vil have et minde om mig? Det vil jeg aldrig få at vide.

Det fascinerende for mig er, at den anden betragtning også gælder – formodentlig er jeg den sidste, der husker et andet menneske. Men hvem mon? Det må være et gammelt menneske, som jeg mødte som barn; nu bærer jeg som den sidste rundt på mindet om hende eller ham.