Sammenhængsreformen?

På onsdag får vi at vide, om det ender med konflikt på det offentlige område. Det kunne virke som et tilfælde, at det er gået så dårligt med overenskomstforhandlingerne, men det tror jeg bestemt ikke, at det er. Der er derimod efter alt at dømme tale om en strategi, som er opstået inden for de seneste få år. Jeg har aldrig tidligere i mine 26 år som universitetslærer oplevet at være så tæt på en konflikt.

Lærerkonflikten i 2013 viser, at danske regeringer nu bruger overenskomstforhandlingerne til at føre politik med. Når jeg læser kommentarer fra personer, der forsvarer regeringens position i overenskomstforhandlingerne, taler de uden undtagelse om at der skulle være et nødvendigt valg mellem “velfærd” eller “højere løn”.

Men hele diskursen om “velfærd eller lønstigninger” kommer fra regeringen og er deres indtil nu forbløffende vellykkede forsøg på at frame diskussionen som en konflikt mellem “det ansvarlige folk kontra de grådige offentlige ansatte”. Der er nemlig ikke tale om at de penge, som jeg og mine kolleger i stat, region og kommune, kunne få i lønstigninger, i stedet vil gå til mere “velfærd”. Tværtimod er målet nedskæringer. Og overenskomstforhandlingerne handler i øvrigt ikke kun om løn; de handler i høj grad også om arbejdsforhold og om at få gjort noget ordentligt ved de stressproblemer, der er mange steder i den offentlige sektor. Hvis vi får bedre arbejdsforhold, kan vi levere et bedre stykke arbejde.

Ganske megen stress kommer fra al den kontrol, der skyldes New Public Management. Snart kommer der en “sammenhængsreform”; den blev varslet i april 2017. I en artikel i dagbladet Information udtaler min AAU-kollega Henning Jørgensen at

Staten ser det som et udgiftsspørgsmål: Der skal spares 12 mia. kroner inden 2020, og det skal hjem via overenskomster. De fik to mia. kroner ud af det i 2013, da lærernes arbejdstidsaftale forsvandt, og de vil opnå noget lignende nu. Lønmodtagerne vil derimod have tryghed her og nu, for de ved, at der er mere i vente: Sophie Løhde er klar med en ’sammenhængsreform’ – en slags New Public Management version 4.0. Ledelseskommissionen har lavet en betænkning, som allerede er færdig og trykt, men ikke må offentligøres før efter overenskomsten. Sophie Løhde har også sagt, at 60 procent af løndannelsen bør være decentral, så det kan blive et ledelsesinstrument. 60 procent! Det er et totalt opgør med den danske model. Lønmodtagerne ved altså, at der kommer mere i fremtiden.

Ligesom alle andre “reformer” fra de seneste par årtier er der bare tale om endnu en blanding af øget kontrol i form af New Public Management og flere nedskæringer.

Alt dette fører mig til at forudsige, at den kommende konflikt bliver lang og udmattende og helst skal ende med et lovindgreb. Oveni kommer så endnu en runde New Public Management og endnu en runde nedskæringer. Derfor er det nødvendigt at være godt forberedte nu og om at fortælle alle derude, hvad denne arbejdskamp også handler om.