Det er ikke slut endnu

Forleden udsatte forligskvinden den varslede konflikt for de offentligt ansatte. Det må betyde, at hun har ment at det ville give mening at forlænge forhandlingerne. Men det betyder bestemt ikke, at risikoen for en konflikt er ovre.  Konflikten kan nemlig bryde ud når som helst med fire dages varsel, hvis forhandlingerne bryder sammen på et tidspunkt i de kommende 14 dage.

Det er uklart for mig, om de tre krav fra de offentligt ansatte er på vej til at blive imødekommet. Her tænker jeg på kravet om en arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne, kravet om at den betalte frokostpause skal sikres og kravet om en lønudvikling, der kan holde trit med lønudviklingen for de privatansatte.

Så det er ikke slut endnu. Overhovedet ikke. Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Med andre ord: Det er vigtigt at blive ved med at bakke op om os, de offentligt ansatte! Det er nødvendigt at skabe en løsning for alle.

Pontius Pilatus

På denne langfredag kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg for 30 år siden så Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ (der aldrig har fået en dansk titel), der er bygget på Nikos Kazantzakis’ roman. Filmen var dengang meget kontroversiel, fordi den viser hvordan Jesus bliver fristet af djævelen og tilsyneladende giver efter for at stige ned af korset, blive gift med Maria Magdalene (!) og få børn. Filmens og romanens pointe er dog faktisk, at det netop ikke sker og at djævelen bliver besejret. Men det overså de kristne fundamentalister.

Det er i al fald en film, det er værd at se. Harvey Keitel er en overraskende velvalgt Judas. Men den store overraskelse for mig var at opdage, hvem der spillede Pontius Pilatus. Jeg forventede (og håbede vel også) at han ville sige, at we can be heroes, just for one day.

Datalogiens murermestervillaer

Foto: Mikkel Hede.

Fordi konflikten er blevet udsat, kan jeg få afsluttet dette års forløb af kurset Syntaks og semantik. Forhåbentlig kan dette kursus og det projektarbejde, de fleste studerende, der følger kurset, laver samtidig, skabe en god forståelse for de teorier og teknikker, der skal til, når man laver et programmeringssprog.

Det er altid lidt ærgerligt for mig at skulle fortælle de studerende, at de fleste af de programmeringssprog, de kender, faktisk ikke er særligt teoretisk velfunderede. Man kommer let til at miste troværdighed, for når de berømte programmeringssprog ikke har fulgt de samme teoretiske principper som man bliver undervist i, hvordan kan underviserne så tillade sig at kræve den slags af de studerende?

De allerfleste udbredte programmeringssprog er faktisk en slags “datalogiens murermestervillaer”. En murermestervilla er en hustype, der var populær i Danmark i det 20. århundrede. De var ikke tegnet af arkitekter, men var udtryk for solidt håndværk. Det gjorde, at de på den ene side var grundigt konstruerede og på mange måder driftssikre, på den anden side måske ikke så kreativt designede og heller ikke godt fremtidssikrede. F.eks. er det ikke altid nemt at energisikre en murermestervilla, og ofte er loftsetagen lidt underlig. Men der er mange, der stadig bor i murermestervillaer, og de kommer sikkert til at stå i mange år endnu.

Udbredte programmeringssprog som C, C++, Javascript mm.  er selvfølgelig i et vist omfang produkt af viden fra datalogi.  Men nogle af dem blev til inden der fandtes et solidt grundlag for hvordan man kunne definere semantikken af et programmeringssprog, og andre blev skabt af nogen, der ikke vidste ret meget om den slags. Seneste velkendte eksempel er vel det nu så populære Python, der blev til i 1991. Engang sagde Guido van Rossum, der er hovedmanden bag dette sprog, i et interview at

But Python’s compiler has no idea what your code means, and that’s useful too.

Den slags er lidt ærgerligt at læse. Der er ikke andet for end at minde de studerende om at vi ikke uddanner murermestre på et universitet, men at godt håndværk selvfølgelig er vigtigt at kende til, også for akademikere.

En midlertidig lettelse

Mette Christensen, forligskvinde.

Jeg har lige læst og hørt, at forligskvinden udsætter konflikten med 14 dage.   Det er en lettelse på mange måder. Det kunne godt se ud som om det pres, vores fagforeninger lægger på statens forhandlere, har en virkning. Dét i sig selv er godt.

Men der er nogle lidt mere kortsigtede fordele for mig. Siden november har jeg og kolleger i fem andre europæiske lande arbejdet på en stor ansøgning om Horizon 2020-midler. Deadline er 17. april, men i den sidste måned har jeg regnet med at skulle være færdig den 9. april. Nu kan jeg tage den en lille smule mere med ro i påsken. Jeg kan også blive færdig med min kursusundervisning – sidste kursusgang er 18. april. Og jeg kan mødes med min søster fra England og hendes familie i begyndelsen af april. De kan komme med et fly, jeg kan rejse med tog.

Naturligvis er arbejdskampen slet ikke slut; det gælder om at holde gejsten oppe i fagforeningerne, for nu bliver det rigtig afgørende. Jeg mærker, at der er stor opbakning hos mange derude til de offentligt ansatte, og det er jeg og mange andre glad for.

Ekkokamre?

Man hører efterhånden ofte om hvordan de sociale medier skulle skabe “ekkokamre”; hvor alle er enige med hinanden og ingens meninger bliver udfordret. Men en ny canadisk/britisk undersøgelse tyder på noget andet.

Forskerne spurgte 2000 voksne borgere fra Storbritannien, og deres konklusioner er at det faktisk kun er få af de adspurgte (8 procent) der har en medieadfærd, der er en slags “ekkokammer”. Til gengæld bemærker de, at mange eksisterende undersøgelser af adfærd på sociale medier ikke tager højde for at der findes mange medier (og også massemedier uden for de sociale medier), og at mange benytter sig af ganske mange flere medier end de sociale medier. Hvis man er interesseret i politik og har adgang til flere medier, havner man ikke i et ekkokammer.

Men det er interessant at bemærke, at konklusionerne, i al fald så vidt jeg kan se, kun gælder for sådanne engagerede mennesker. Jeg er faktisk mest bekymret for dem, der ikke er politisk engagerede og danner deres meninger ud fra en begrænset samling af kilder.

Min egen erfaring har ofte været, at det kan være voldsomt frusterende at tale med sådanne dybest set apolitiske og uengagerede mennesker – og på mange måder meget værre end at tale med mennesker, jeg er dybt uenig med, men som faktisk engagerer sig aktivt. Det kunne være interessant at se hvor mange der befinder sig i den apolitiske gruppe i dag i forhold til for en generation siden.

Skam og stolthed

I denne uge er der et interessant interview med psykologen Allan Holmgren i Politiken. Her er et citat fra, der udtrykker meget præcist, hvad det er for bekymringer, mange mennesker i arbejdslivet har i dag.

Tag moderne arbejdspladser hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder siger, ’hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig’. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven, det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogen som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selvom det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression. Skam og stolthed hører sammen. Der er så meget stress i Danmark, fordi så mange er overladt til sig selv, skammer sig, men er for stolte til at sige fra, sige du kan rende mig i røven. Solidaritet er jo blevet et fyord, og når vi bliver adskilt fra støttende relationer, bliver vi usikre, og så sikringerne jo briste hos mange på et tidspunkt.

Det, vi oplever, er netop at New Public Management og dens mange og raffinerede kontrolmekanismer misbruger den faglige stolthed, som mange offentligt ansatte (men selvfølgelig ikke kun offentligt ansatte!) føler og her specielt misbruger den til at lade os arbejde mere, end vi kan holde til. Noget andet, der gælder for mange offentligt ansatte er, i al fald i min erfaring, at vi på grund af en faglig stolthed og på grund af alle de mange måltal, vi skal leve op til, ikke er så gode til at sige nej, men derimod påtager os for stort et ansvar: Vi vender det indad og føler skam over ikke at gøre det godt nok.

Når f.eks. jeg selv skammer mig over at få så dårlige evalueringer af min undervisning, som dem jeg får, er det fordi jeg faktisk gerne ville levere tilfredsstillende undervisning, men oplever at det er gået stik modsat. Men måske er det ikke kun fordi jeg er dårlig til at undervise, at det ikke vil lykkes for mig.

Solidariteten har, som Allan Holmgren nævner, længe haft trange kår, så netop derfor er det gribende at se, hvordan vi nu i 2018 omsider ser en solidaritet på tværs mellem de offentligt ansatte. Og vi taler ikke længere kun om løn, men også om vores arbejdsforhold og om den stress, mange føler. Det kan blive et vigtigt vendepunkt for os.

Ingen lockout her?

Jeg har lidt naivt regnet med at lockouten, der begynder den 10. april, ville ramme hele vejen rundt. Men nej. Listen over undtagelser på det statslige område (som kan ses hos DM) fortæller en påfaldende og anderledes historie.

På de videregående uddannelser er der nogle, der ikke er med. Mange institutter på DTU er således ikke udvalgt til lockout, mens bl.a. DTU Compute og DTU Bioinformatik derimod bliver ramt. På Københavns Universitet går bl.a. Institut for Immunologi og Mikrobiologi fri, men på Roskilde Universitet er det kun finans, it- og teknik-afdelingen, der går fri.

Jeg har ikke nogen klar fornemmelse for hvorfor det netop er disse steder, der går fri – mange af undtagelserne på de videregående uddannelser befinder sig under det tekniske og naturvidenskabelige område, og der er ofte tale om de steder, hvor der er en ikke helt lille finansieringsandel fra eksterne midler i spil. Og at netop DTU i så stort omfang er undtaget, undrer mig. Formodentlig er der tale om en bevidst strategi fra regeringens side for at skabe splittelse mellem os offentligt ansatte.

Konflikt i forskningstiden?

For ganske nylig kom der omsider oplysninger fra Aalborg Universitets ledelse til de studerende om hvad der skal ske under den lockout, der begynder den 10. april.

Der står

HVIS MIN UNDERVISNING OG VEJLEDNING BLIVER AFLYST PGA. LOCKOUT, FÅR JEG SÅ DEN AFLYSTE UNDERVISNING OG VEJLEDNING, NÅR LOCKOUTEN ER OVRE?
Svar: Ja, aflyst undervisning og vejledning vil blive afholdt efterfølgende. Planlægning og udmelding om ændringer og omplacering vil ske efter lockoutens ophør.

HVIS UNDERVISNING OG VEJLEDNING AFLYSES OG ÆNDRES TIL ET SENERE TIDSPUNKT, VIL AFLEVERINGSFRISTEN FOR MIT PROJEKT OG/ELLER STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE OGSÅ BLIVE ÆNDRET TIL ET SENERE TIDSPUNKT?

Svar: Det vil bl.a. afhænge af lockoutens varighed. Hvis lockouten medfører en forsinkelse i studiet, kan afleveringsfrister evt. blive rykket.

Jeg kan sagtens forstå, at mange studerende er kede af at miste undervisningstid, herunder mulighed for projektvejledning. For dem vil denne oplysning sikkert være beroligende. Men der er noget ved denne beslutning, der bekymrer mig som ansat.

Jeg er som universitetslektor ansat til at undervise, forske og lave administrativt arbejde (som f.eks. koordinering af undervisning eller arbejde i studienævn). Når jeg ikke underviser eller forbereder undervisning eller udfører administrative forpligtelser, har jeg tid til at forske. Forskningstiden er således defineret som den tid, jeg ikke bruger på andet. Det underlige er, at det stort set kun er min indsats i forskningstiden, jeg for alvor bliver bedømt på: Hvor mange og hvor godt ansete publikationer jeg publicerer, hvor mange eksterne forskningsmidler, jeg kan skaffe og hvad konsekvenserne er i form af samarbejde, innovation mv. Man kan levere halvdårlig undervisning og stadig være højt berømmet, men en halvdårlig forsker kommer ingen vegne. Dette at skaffe forskningsmidler er ikke forskning, men en indsats, jeg skal gøre for selv at skaffe penge til at udføre mit arbejde.

Når konflikten en dag er slut, genindtræder jeg i min stilling, men her siger universitetets ledelse så, at jeg skal bruge en større procentdel af min arbejdstid på at afholde undervisning, end jeg ellers skulle have gjort. Med andre ord: Den tid, jeg er del af konflikten, vil blive taget fra min forskningstid. Helt barokt bliver det, fordi jeg under konflikten jo ikke er ansat. Og konflikten har konkrete konsekvenser for min forskning: Jeg er nødt til at gøre en ansøgning om forskningsmidler færdig til den 9. april, fordi den rigtige ansøgningsfrist er 17. april, midt i lockouten. Jeg har ikke lyst til at smide fire måneders anstrengelser med ansøgningen overbord, endsige at skuffe de 8 samarbejdspartnere fra andre lande, der har stolet på min indsats som koordinator.

Når jeg har været syg, har jeg altid forsøgt at indhente den undervisning, jeg ikke har kunnet levere. Jeg har på denne måde været pligtopfyldende, men konsekvensen er den samme: Jeg har brugt min forskningstid på at være syg.

Det eneste anstændige er at finde en løsning, der ikke har denne konsekvens og alligevel mindsker følgerne for de studerende af at der ikke blev afholdt undervisning. Universitetet bør helt eksplicit nedsætte forventningen til min forskning (antal publikationer osv.) i 2018, fordi jeg har været del af en konflikt. Universitetet kan ikke med rimelighed have nogen forventninger om en ansat forskers forskningsindsats i den tid, hvor han/hun ikke har været til rådighed.

Og i sidste ende er dette endnu et argument for nødvendigheden af en arbejdstidsaftale også for universitetslærere.

Politisk spiritualitet?

Jeg vil ikke påstå, at jeg ved ret meget om den franske sociolog Michel Foucaults tanker, men i denne uge blev jeg mindet om ham, fordi der er en debat i dagbladet Information på baggrund af en hidtil ikke udgivet tekst af ham om revolutionen i 1979. Foucault talte om at revolution var udtryk for en “politisk spiritualitet”. Og så skulle man tro, at han gik ind for en sammenblanding af politik og religion. Men var han virkelig tilhænger af Khomeini og andre? Jeg anser dette for meget usandsynligt, ikke mindst fordi Foucault som homoseksuel tilhørte et mindretal, som islamiske fundamentalister altid har forfulgt.

Det rigtig interessante er, at begrebet “politisk spiritualitet” betyder noget helt andet end en sammenblanding af politik og religion. Og i virkeligheden er det vel netop politisk spiritualitet, det er værd at stræbe efter.

I et citat fra Questions of Method fra 1991 (som jeg kun har kunnet finde på engelsk) forklarer Foucault, hvad han mener. Og her er min egen oversættelse af dét citat.

Det spørgsmål, som det ikke vil lykkes mig at besvare her, men som jeg har stillet mig selv fra begyndelsen, er groft sagt følgende: “Hvad er historie, givet at der hele tiden i den produceres en skelnen mellem sandt og falsk?” Med dét mener jeg fire ting.

For det første: I hvilken forstand er produktionen og transformationen af opdelingen i sandt og falsk karakteristisk og afgørende for vores historicitet?

For det andet: På hvilke særlige måder har denne relation virket i “vestlige” samfund, der producerer videnskabelig viden hvis former hele tiden ændrer sig og hvis værdier fremsættes som universelle?

For det tredje: Hvilken historisk viden er mulig for en historie, der der selv producerer den opdeling i sandt og falsk, som denne viden afhænger af?

For det fjerde: Er det mest generelle politiske problem ikke problemet om sandhed? Hvordan kan man analysere forbindelsen mellem måder af skelne mellem sandt og falsk på og måderne, hvorpå man kan beherske sig selv og andre?

Denne søgen efter et nyt grundlag for hver af disse praksisser, i sig selv og i forhold til hinanden, viljen til at opdage en anderledes måde at beherske sig selv på gennem en anden måde at opdele mellem sandt og falsk – dette er hvad jeg ville kalde “politisk spiritualitet”.

Og så forstår jeg pludselig analogien, og hvorfor Foucault taler om spiritualitet. De der, praktiserer f.eks. meditation, tænker ofte på det, de gør som en søgen efter en sandhed om det enkelte menneske, som de kan bruge til at “beherske sig selv”. (Jeg har mediteret, men desværre er jeg holdt op.)

På samme måde er “politisk spiritualitet” en søgen efter en sandhed om historien og om samfundet, om vi kan bruge til at “beherske os selv”. Måske er meget af det, jeg tænker over og giver udtryk for bl.a. her, i virkeligheden netop dét. Jeg vil nemlig gerne forstå hvad der er sandt og falsk, hvad der er det gode og det ikke så gode. Om det lykkes, ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Og så synes jeg i øvrigt, at den politiske spiritualitet har trange kår i dag, ikke mindst i politik. Hvis jeg skulle nævne et menneske, der lever op til idealet, er det nok en gammel hippie som sangerinden, forfatteren mm. Patti Smith, der både er et meget politisk menneske og et meget spirituelt menneske og ser ud til at nære den samme søgen efter sandhed i begge sammenhænge.

Foucaults citat om politisk spiritualitet på engelsk.

Et nyt Egholm

Foto: Peter Leth.

Midt i alle de andre udspil, på vej til den truende storkonflikt, vil regeringen pludselig have en motorvej over Kattegat.

– Tidligere tænkte man at en Kattegatforbindelse, aldrig kunne lade sig gøre. Men det at vi har kigget på, om en ren vejforbindelse kan lade sig gøre, giver nu det her et ordentlig skud realisme, som vi ikke har haft tidligere…

siger Ole Birk Olesen.

Og endnu engang er der tale om dyre motorvejsdrømme, der vil gå ud over en ø. Denne gang er det så Samsø.

Hvordan planerne om denne overflødige motorvej vil påvirke planerne om den overflødige motorvej over Egholm, ved ingen endnu. Men i begge tilfælde skal de motorvejsdrømme, der går ud over en dansk ø, finansieres ved brugerbetaling. Om kun 32 år, er de 58 milliarder betalt tilbage, hævder regeringen.

Men sådan er det ikke.

En forudsætning er at mange bilister så vil fravælge Storebæltsforbindelsen. Men sidste år indgik regeringen en aftale med Dansk Folkeparti om at sænke taksten på Storebæltsforbindelsen med i alt 25 procent fra 2023, og hermed bliver motorvejen over Storebælt pludselig mere attraktiv.

Motorvejsdrømmene er ikke gratis, ikke for staten, og bestemt heller ikke for miljøet. Det gør Danmarks Naturfredningsforening da også opmærksom på.