1950’erne genbesøgt

Københavns universitets rektor Mogens Fog taler til de aktionerende studenter. Til højre ses studenterlederen Finn Ejnar Madsen 1968. Foto: Gyldendal.

Sidste år udkom Else Hansens bog Professorer, studenter og polit.er: Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975. Lige nu er den blevet aktuel igen, for jeg hører rygter om at nogen pønser på at indskrænke studienævnenes indflydelse, så de ligesom bl.a. Akademisk Råd bliver rent rådgivende, dvs. ikke har nogen indflydelse.

Ofte tænker vi ikke på, at der ikke altid har været studienævn. Kravet om studienævn dukker op i 1950’erne på Københavns Universitet – de medicinstuderende vil have indsigt i hvordan studieordningerne bliver til og have indflydelse på deres egne uddannelser. Men dette krav er meget kontroversielt.

I de københavnske medicinstuderendes blad Stud.med. kan man i 1951 læse et interview med professor Eggert Møller. Han siger

Lad kun studenterne komme med deres forslag, så skal vi levere den eventuelt manglende kritik og tage ansvaret for afgørelserne. … Studenterne kan altid roligt henvende sig til deres professorer. Ingen må være bange for os. selv om nogle af os ser lidt sure ud. Det betyder ikke noget.

I egen forståelse vil han gerne lytte til de studerende, men ideen om studienævn afviser han.

Men der sker som bekendt alligevel noget her. Mogens Fog, der også er professor i medicin foruden at være gammel frihedskæmper og senere bliver rektor på Københavns Universitet, er tilhænger af at der bliver oprettet studienævn. Senere, i 1968, støtter han de psykologistuderendes krav om at der skal være et studienævn for psykologi. Studienævnene er dog kun rådgivende. Først i 1970 får de beslutningskompetence med den nye styrelseslov. Det var denne styrelseslov, Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet ville have afskaffet – og 30 år senere var det Socialdemokraterne og Venstre, der sammen sørgede for det.

Det er underligt og trist at tænke på, at styreformen på de danske universiteter i 2018 på mange måder ligner den styreform, der herskede først i 1950’erne.