En øvelse i nedskæring

Tegning: DR.

Når man tænker på den kommende lockout, er det ikke uvæsentligt at huske, at den siddende danske regering har en målsætning om at spare 20 milliarder frem til 2020. Min formodning er lige nu, at lockouten i ikke helt ringe omfang er et middel til at nå dette mål. Det er i sidste ende kun regeringen, der bestemmer hvor længe lockouten skal vare, og det kan betale sig for dem at lade lockouten vare forholdsvis længe. Det er der et enkelt overslag, der viser.

Sophie Løhde udtalte i december 2017 at

Vi bruger årligt godt 330 milliarder kroner på løn i den offentlige sektor…

Ifølge Danmarks Statistik var der i 3. kvartal af 2017 712.109 offentligt ansatte. Hvis vi anvender Sophie Løhdes estimat af lønsummen, er den gennemsnitlige månedsløn for en offentligt ansat derfor 38.617 kroner. Antager vi at en måned har 20 arbejdsdage, bliver den gennemsnitlige dagsløn for en offentligt ansat 1931 kr.

Lockouten, der begynder 10. april,  berører 440.000 offentligt ansatte. Hver dag under lockouten undgår stat, region og kommune dermed at udbetale 849,6 millioner kroner. Men en del af dette beløb tilbageføres  via skat. Lad os (med udgangspunkt i Skatteministeriets data) antage at alle offentligt ansatte har en trækprocent på 52. Da sparer stat, region og kommune 407,8 millioner kroner for hver dag, lockouten varer. Hvis lockouten varer 25 dage (som tilfældet var ved lockouten af lærerne i 2013), vil stat, region og kommune dermed spare i alt 10,2 milliarder kr. Herefter kan regeringen komme med et lovindgreb, der fastlægger lønnen for de offentligt ansatte og ad den vej nå frem til yderligere besparelser. Samtidig vil strejkekasserne hos fagforeningerne være tømt – de indeholder formodentlig kun lidt over 6 milliarder kr..

Regeringen vil tilmed være den part, der bringer lockouten til afslutning og indfører “normaltilstande” igen, så dermed vil de kunne høste sympati i de dele af befolkningen, der har en negativ holdning til de offentligt ansatte eller fagbevægelsen. De vil også kunne høste sympati hos de uddannelsessøgende, der vil kunne komme til eksamen.

Det vigtigste modtræk mod denne strategi er at minde alle i befolkningen om at der er tale om en arbejdskamp, som er helt igennem legitim (det er ikke fagforeningerne, der eskalerer denne konflikt!) og om at vi, de offentligt ansatte, ikke er “danskernes” fjender. Tværtimod er der rigtig mange familier i Danmark, hvor nogle er offentligt ansatte, andre privat ansatte. Vores jobfunktioner er præcis lige så vigtige som de jobfunktioner, som de privatansatte udfører, og på mange måder komplementerer de hinanden.