Sen kritik

I dag behandlede vi evalueringerne for efterårets undervisning i studienævnet. Evalueringerne kommer fra anonyme spørgeskemaer, som studerende udfylder ved starten på det nye semester.

Men ofte er det underligt at læse evalueringerne, og af til kan det være underligt forstemmende. I det kursus, jeg havde været med til at holde i efteråret, kunne jeg bl.a. læse at nogle syntes,at der var problemer med lyden på mine podcasts. Andre var utilfredse med at der var noget, jeg ikke havde forklaret godt nok.

Jeg vil selvfølgelig tage denne kritik til mig og gøre noget ved alle de forhold, som studerende fandt kritisable. Men hvor ville jeg da ønske, at jeg havde fået den slags at vide, mens kurset fandt sted! Det er underligt at få en anonym kritik, der kommer så sent, og som man ikke kan svare på. Hvis jeg havde vidst, at de studerende var utilfredse med lyden på mine podcasts,  kunne jeg nemlig havde gjort noget ved den dårlige lyd og jeg kunne have givet en bedre forklaring på det, de studerende ikke syntes at jeg forklarede godt nok. Men nu, flere måneder efter kurset afslutning er det for sent. Jeg kan ikke engang bede om uddybende kommentarer, for jeg ved ikke, hvem det var, der var utilfredse.

Der er også en anden form for kritik, der forhindrer dialog, og det er den stadigt mere udbredte form for tavs protest, der består i studerende vælger simpelthen at blive væk fra den undervisning, de er utilfredse med. Kombinationen af en protest, som man som underviser ikke kender årsagen til, og de sene evalueringer, hvor kritikken pludselig vælder frem og man ikke ved fra hvem, er ikke rar og heller ikke velegnet til at rette op på det, der er galt.

Man kunne tro, at de styringsgruppemøder, der er undervejs i semesteret, kunne fange utilfredsheden. Men nogle aktiviteter giver ikke anledning til ret mange kommentarer undervejs i semesteret, hvorimod der kommer mange og negative kommentarer i den anonyme evaluering ved begyndelsen af det kommende semester. En mulig forklaring er, at studerende frygter repressalier forbundet med at kritisere undervisningen. En sådan frygt burde dog være helt ubegrundet. Ville jeg hævne mig på en studerende, der sagde at lyden på mine podcasts ikke var god nok? Selvfølgelig ikke.

For mig at se peger dette på at hver enkelt af os, der underviser, skal finde en måde at håndtere kritikken på, mens kurset finder sted. I virkeligheden er dette en langt bedre kvalitetssikring end de påtvungne evalueringer ved begyndelsen på næste semester. Hvis vi kunne få en bedre dialog med de studerende undervejs, ville det kunne hjælpe på stemningen på holdet.

Måske kunne man have en anden slags evaluering efter kurset, nemlig følgende spørgsmål til de studerende:

  • Er der forhold i forbindelse med undervisningen, som ikke blev håndteret undervejs i forløbet?
  • Hvorfor blev de ikke håndteret?

og følgende spørgsmål til underviserne:

  • Hvordan undersøgte du, om der var forhold ved din undervisning, som de studerende ville have lavet om på?

På den måde ville begge parter blive mere bevidste om deres ansvar for at finde frem til det, der bør ændres, og til at finde ud af hvordan det skal ske.