Politisk spiritualitet?

Jeg vil ikke påstå, at jeg ved ret meget om den franske sociolog Michel Foucaults tanker, men i denne uge blev jeg mindet om ham, fordi der er en debat i dagbladet Information på baggrund af en hidtil ikke udgivet tekst af ham om revolutionen i 1979. Foucault talte om at revolution var udtryk for en “politisk spiritualitet”. Og så skulle man tro, at han gik ind for en sammenblanding af politik og religion. Men var han virkelig tilhænger af Khomeini og andre? Jeg anser dette for meget usandsynligt, ikke mindst fordi Foucault som homoseksuel tilhørte et mindretal, som islamiske fundamentalister altid har forfulgt.

Det rigtig interessante er, at begrebet “politisk spiritualitet” betyder noget helt andet end en sammenblanding af politik og religion. Og i virkeligheden er det vel netop politisk spiritualitet, det er værd at stræbe efter.

I et citat fra Questions of Method fra 1991 (som jeg kun har kunnet finde på engelsk) forklarer Foucault, hvad han mener. Og her er min egen oversættelse af dét citat.

Det spørgsmål, som det ikke vil lykkes mig at besvare her, men som jeg har stillet mig selv fra begyndelsen, er groft sagt følgende: “Hvad er historie, givet at der hele tiden i den produceres en skelnen mellem sandt og falsk?” Med dét mener jeg fire ting.

For det første: I hvilken forstand er produktionen og transformationen af opdelingen i sandt og falsk karakteristisk og afgørende for vores historicitet?

For det andet: På hvilke særlige måder har denne relation virket i “vestlige” samfund, der producerer videnskabelig viden hvis former hele tiden ændrer sig og hvis værdier fremsættes som universelle?

For det tredje: Hvilken historisk viden er mulig for en historie, der der selv producerer den opdeling i sandt og falsk, som denne viden afhænger af?

For det fjerde: Er det mest generelle politiske problem ikke problemet om sandhed? Hvordan kan man analysere forbindelsen mellem måder af skelne mellem sandt og falsk på og måderne, hvorpå man kan beherske sig selv og andre?

Denne søgen efter et nyt grundlag for hver af disse praksisser, i sig selv og i forhold til hinanden, viljen til at opdage en anderledes måde at beherske sig selv på gennem en anden måde at opdele mellem sandt og falsk – dette er hvad jeg ville kalde “politisk spiritualitet”.

Og så forstår jeg pludselig analogien, og hvorfor Foucault taler om spiritualitet. De der, praktiserer f.eks. meditation, tænker ofte på det, de gør som en søgen efter en sandhed om det enkelte menneske, som de kan bruge til at “beherske sig selv”. (Jeg har mediteret, men desværre er jeg holdt op.)

På samme måde er “politisk spiritualitet” en søgen efter en sandhed om historien og om samfundet, om vi kan bruge til at “beherske os selv”. Måske er meget af det, jeg tænker over og giver udtryk for bl.a. her, i virkeligheden netop dét. Jeg vil nemlig gerne forstå hvad der er sandt og falsk, hvad der er det gode og det ikke så gode. Om det lykkes, ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Og så synes jeg i øvrigt, at den politiske spiritualitet har trange kår i dag, ikke mindst i politik. Hvis jeg skulle nævne et menneske, der lever op til idealet, er det nok en gammel hippie som sangerinden, forfatteren mm. Patti Smith, der både er et meget politisk menneske og et meget spirituelt menneske og ser ud til at nære den samme søgen efter sandhed i begge sammenhænge.

Foucaults citat om politisk spiritualitet på engelsk.
(Visited 105 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar