Skam og stolthed

I denne uge er der et interessant interview med psykologen Allan Holmgren i Politiken. Her er et citat fra, der udtrykker meget præcist, hvad det er for bekymringer, mange mennesker i arbejdslivet har i dag.

Tag moderne arbejdspladser hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder siger, ’hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig’. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven, det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogen som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selvom det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression. Skam og stolthed hører sammen. Der er så meget stress i Danmark, fordi så mange er overladt til sig selv, skammer sig, men er for stolte til at sige fra, sige du kan rende mig i røven. Solidaritet er jo blevet et fyord, og når vi bliver adskilt fra støttende relationer, bliver vi usikre, og så sikringerne jo briste hos mange på et tidspunkt.

Det, vi oplever, er netop at New Public Management og dens mange og raffinerede kontrolmekanismer misbruger den faglige stolthed, som mange offentligt ansatte (men selvfølgelig ikke kun offentligt ansatte!) føler og her specielt misbruger den til at lade os arbejde mere, end vi kan holde til. Noget andet, der gælder for mange offentligt ansatte er, i al fald i min erfaring, at vi på grund af en faglig stolthed og på grund af alle de mange måltal, vi skal leve op til, ikke er så gode til at sige nej, men derimod påtager os for stort et ansvar: Vi vender det indad og føler skam over ikke at gøre det godt nok.

Når f.eks. jeg selv skammer mig over at få så dårlige evalueringer af min undervisning, som dem jeg får, er det fordi jeg faktisk gerne ville levere tilfredsstillende undervisning, men oplever at det er gået stik modsat. Men måske er det ikke kun fordi jeg er dårlig til at undervise, at det ikke vil lykkes for mig.

Solidariteten har, som Allan Holmgren nævner, længe haft trange kår, så netop derfor er det gribende at se, hvordan vi nu i 2018 omsider ser en solidaritet på tværs mellem de offentligt ansatte. Og vi taler ikke længere kun om løn, men også om vores arbejdsforhold og om den stress, mange føler. Det kan blive et vigtigt vendepunkt for os.