Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.

Konflikten kom ikke

Foto: DR/Scanpix.

I går aftes ved 21-tiden kom der en mail fra DMs forkvinde Camilla Gregersen – overenskomstforhandlingerne på statens område endte med et forlig. Jeg var usædvanligt lettet.

Truslen om en konflikt har fyldt meget i min og andre offentligt ansattes hverdag i de sidste to måneder, og uvisheden har præget planlægningen af min arbejdsindsats i et omfang, der er helt uvant. For en måned siden, da lockouten truede allermest, var det særligt stressende og ubehageligt. Da var jeg i tvivl om jeg ville kunne nå at afslutte et kursus for et stort hold på 4. semester og samtidig var jeg i tvivl om jeg kunne nå at færdiggøre en stor Horizon 2020-ansøgning med indsendelsesfrist lige efter konfliktens varslede begyndelse.

Jeg ved at mange uddannelsessøgende, herunder de studerende, jeg underviser, også har været meget bekymrede. Jeg har været rede til en arbejdskamp, for det, vi har kæmpet for, er vigtigt. Men jeg ville selvfølgelig helst undgå at skulle nå dertil. Og især var jeg bange for at det ville ende med en udmarvende konflikt og et lovindgreb.

Ganske meget i forliget er godt. Fagbevægelsen fik en lønramme på 8,1 %; det er et brud med ti års nulvækst og følger udviklingen i det private. Det er ikke store stigninger, men det opfylder de krav, som man gik i kamp for. Der kom puljer til ligeløn og lavtløn; de er ikke store, men er dog også et fremskridt. Og det lykkedes at få fjernet Corydons “privatlønsværn” (en new public management-eufemisme), så lønnen i det offentlige fremover følger udviklingen på det private arbejdsmarked, dvs. den tidligere reguleringsordning.

Og så fik man sikret den betalte frokostpause – omend der er forskellige juridiske udgaver af den.

Det er også vigtigt at bemærke, hvad der blev undgået. De krav, som arbejdgiversiden stillede om øget fleksibilitet i ansættelse og arbejdstid, blev ikke til noget. Regeringens “sammenhængsreform” (endnu en new public management-eufemisme), der ville føre til at 60 procent af løndannelsen skulle ske lokalt, blev heller ikke til noget. Og endelig måtte arbejdsgiverne opgive forringelser af seniorordningerne.

Men så er der lærernes arbejdstidsaftale, og dette er forligets svageste punkt. Danmarks Lærerforenings aftale med KL om nedsættelsen af en kommission, der også får konsekvenser for statens undervisere, er et valg som lærernes forhandlere selv har truffet. Aftalen har fået opbakning af hovedstyrelsen i DLF, men mange lærere derude er meget utilfredse. Og det er underligt og trist, at et så centralt krav står hen i det uvisse. Jeg kan sagtens forstå, hvis medlemmer af DLF vil stemme nej ved urafstemningen.

(Og så er der selvfølgelig også LOs enegang på det regionale område. Den har jeg ikke ret meget pænt at sige om.)

Mit eget håb er at vi til de næste overenskomstforhandlinger kan få sat fokus på arbejdstid overalt på det offentlige område og gøre det til et tema. For det, som mange af os i stat, region og kommune har til fælles, er at vores arbejde meget let kan blive grænseløst. Det er dét, der skaber usikkerhed og stress. Hvis vi kan få fokus på arbejdstidsspørgsmålet, vil det være lærerne til gavn.

Og så vil jeg samtidig endnu engang slå til lyd for at selve forhandlingsmodellen bliver reformeret. Det har jeg tidligere skrevet om.

Din gamle email

Kolleger på Roskilde Universitet fortæller, at ledelsen på deres universitet nu har beordret dem til at rydde op i deres email. I en mail fra ledelsen udsendt den 23. april står der bl.a.

Fra d. 25. maj bliver de nye persondataretlige regler håndhævet. Det betyder at der er et forøget fokus på, hvordan offentlige myndigheder håndterer personoplysninger, dvs. enhver type af oplysninger, som kan knyttes til en bestemt person. Idet vi på RUC, som mange andre steder, har meget store datamængder liggende i e-mail-historik, skal du i den anledning foretage en større oprydning af dine mails.

Det er på RUC besluttet at medarbejderne bedst selv rydder op i deres egen mail-ind- og udbakke, idet nogle e-mails kan og bør beholdes, uanset at de er af ældre dato.

Til hjælp med at foretage denne sortering er vedhæftet en vejledning. …

… Det er ikke tilladt blot at slette fra email-klienten, men bevare en kopi udenfor denne, fx i anden mail. Oprydning og sletningen er et krav, som gælder alle stillingsniveauer. Det er vigtigt at du tager dig tid til opgaven med oprydningen af dine mail inden 25. maj.

Som hovedregel skal man slette alle e-mails der er ældre end 30 dage, medmindre:
a) Man har et konkret og sagligt behov for at gemme den pågældende e-mail.
b) E-mailen tjener som dokumentation for en sag. I dette tilfælde skal den lægges i F2 på den relevante sag, eller eventuelt lægges ind i et fagsystem.
c) E-mailen ikke indeholder personoplysninger.
d) E-mailen er rent privat.

Det er en spændende ordre og en spændende tidsfrist, der vidner om en spændende tilgang til ledelse, som ikke virker ukendt på mig.

Jeg ved ikke, hvor langt tilbage i tiden mine sjællandske kollegers mailkorrespondance rækker, men jeg har haft min nuværende mailkonto ved Aalborg Universitet siden 1987 og især siden 1991, da jeg blev ansat som universitetslærer, har jeg brugt den hver dag året rundt. Vi har i årenes løb skiftet mailserver og mailsystem nogle gange, men et hurtigt kig viser, at jeg har e-mail der strækker sig tilbage i al fald fra juni 2006.

Natkirke i København

I dag var jeg med familien til min nevøs konfirmation i Birkerød. Bagefter tog vi ind til København for at overnatte inden rejsen hjem næste morgen. Inden vi skulle sove, gik vi en lille tur og kom forbi Vor Frue Kirke, hvor der var aftenåbent. Det var en sælsom og smuk oplevelse; C.F. Hansens klassicistiske domkirke var indvendig oplyst af en slags permanent aftenrøde, og to musikere sad ved hver deres computer og frembragte ambient-musik med naturlyde. Med sit kassetteloftet i kuplen (der har en slags oculus, men uden hul til himlen) og søjleportalen udenfor mindede Vor Frue Kirke i København mig pludselig om en bygning, jeg holder meget af, nemlig Pantheon i Rom.

Rundt om på bænke og på gulvet lå og sad publikum på hynder. Det var på ingen måde påtrængende religiøst, simpelthen fredfyldt og en interessant og vigtig kontrast til bededagens tidligere oplevelser med festsange, skåltaler og mange menneskers højlydte samtaler.

Nogen burde lave noget tilsvarende i Aalborg.

Det er snart slut

“Politicians discussing global warming”. Skulptur af Issac Cordal.

Jeg har kendt flere – familie, venner – der opdagede en knude eller et underligt sår et sted på kroppen eller pludselig begyndte at tabe sig voldsomt, men ikke gik til lægen. Måske var det benægtelse, der lå bag, måske var det et håb om at dette ville gå over af sig selv, måske var de bange for at få sandheden at vide. For i alle tilfælde var det kræft. Først da de indså, at de var døende, kunne de leve og gøre alt for at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage. De gik ikke ud og frådsede. Tværtimod.

Det er på samme måde med klodens fremtid. Den engelske samfundsforsker Mayer Hillman, der nu er 86 år gammel, fortæller i et interview hvordan han ser menneskehedens fremtid. Det er en rigtig trist artikel – Hillman griber ubarmhjertigt fat om det store problem, nemlig at næsten alle (og vel også jeg) lever videre som om den menneskeskabte globale opvarmning ikke betyder noget som helst. Nogle tror endda fuldt og fast på at der ingen fare er.

Mayer Hillman siger det helt enkelt: Kloden er syg, og der er masser af tydelige tegn på det. Men er for sent at gøre noget, for der er næsten ingen, der vil.

Prøv at lytte til den politiske debat i Danmark. Alle de trusler, politikerne taler om, kommer andetsteds fra, typisk fra bestemte grupper i befolkningen. Der er ikke mange, der har lyst til at minde os om, hvor galt det hele egentlig er fat med miljøet nu. Tænk, hvis nogen ville sige det uden omsvøb i valgkampen 2019. Esben Lunde Larsen, der vel skal forestille at være en slags miljøminister,  hævder i denne uge at den siddende regering  er den mest økovenlige regering nogensinde. Men det er alligevel næppe fra ham eller fra hans parti, vi skal høre det: At kloden er alvorligt syg.

En løsning for nogle???

Foto: Nikolai Linares.

I går havde jeg for én gangs skyld ingen aftaler på mit arbejde, men bekymringerne om overenskomstforhandlingerne satte en dæmper på mine udfoldelser, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg er ikke den eneste, der har været nervøs for hvad der kunne ske på dette kritiske tidspunkt.

Den 31. marts skrev jeg

Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Og det er dét, vi er ved at se netop nu: LO-forbundene på det regionale område siger ja til en aftale, mens FTF og Akademikerne siger nej. Det skaber en splittelse både hvad angår de tre forhandlingsområder og mellem fagforeningerne. Det er meget skuffende og det er en klar svækkelse af fagforeningernes muligheder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der for få uger siden var der enighed om en sammenlægning mellem LO og FTF.  Hvordan den sammenlægning nu vil forløbe. ved jeg ikke.  Og hvad der vil blive af parolen om En løsning for alle, ved jeg heller ikke. Da det kom til stykket, blev den glemt.

En del af dagens uorden

Sidste år skrev jeg 

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.

Måske er Jyllands-Postens forside fra i dag udtryk for netop dét. Et bilangreb i Toronto, der har kostet ti mennesker livet (dvs. krævede flere menneskeliv end bilangrebene i London i 2017) havner langt nede på forsiden og med mindre skrift end et forslag om opdeling af Københavns kommune. Også i Politiken er bilangrebet i Toronto blevet en sidehistorie.

Dansk skovhund

Foto: http://ulvetracking.dk

Det er interessant at følge de bekymrede diskussioner om de vilde ulve, der nu findes i Danmark. Ifølge http://ulvetracking.dk er der dokumenteret 4 hanulve i Danmark – og dertil selvfølgelig hunulve, for der er også hvalpe derude. Det er ikke mange dyr.

Der er noget ved hele denne diskussion om noget ukendt, der pludselig kommer ind over grænsen, der virker forbløffende bekendt – nemlig angsten for “det fremmede” og de reaktionsmønstre, der følger med: Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det formodentlig også socialdemokratisk politik.

Midt i alt dette er det værd at huske, at en ulv egentlig bare er en vild hund. Naboens søde golden retriever og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for “skovhund”, men der er allerede en lille sydamerikansk hundeart, der hedder netop dét på dansk. Måske skulle man simpelthen kalde ulven for dansk skovhund? Det lyder mere tilforladeligt, og det kunne måske gøre noget ved den fremmedfrygt, man mærker nu om dage. Ulven er trods alt et dyr, der har en lang forhistorie i Danmark (med en lille pause på 200 år) – ja, måske var den her endda før mennesket.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at tal fra Danske Dyreinternater viser, at der er omkring 350 ulykker om året i Danmark, der skyldes almindelige tamhunde. I øvrigt er rådene for at reagere over for en truende tamhund præcis de samme som de råd, man skal følge, hvis man pludselig skulle støde på en ulv ude i naturen.

Datalogi som støttefag?

På sin altid interessante blog om undervisning og datalogi skriver den amerikanske universitetslærer Mark Guzdial om datalogiundervisning i USAs grundskoler.

Et forsøg i USA med at undervise børn i 3. til 5. klasse i simpel datalogi (som indeholder simpel programmering som beskrevet i forløbet CS Fundamentals hos Code.org) har den fristende konklusion, at der måske kan være læringsmæssige fordele, der smitter af på præstationerne i andre skolefag. I al fald klarede de elever sig bedre i en senere eksamen, der fulgte et særligt tværfagligt forløb, der integrerede datalogikundskaber med naturvidenskab og samfundsfag og benyttede problembaseret læring. Den eksamen, som eleverne tog, var delstatens eksamen (der vel svarer til de nationale tests) inden for matematik, naturvidenskab og engelsk. Så måske blev eleverne bedre til andre fag af at blive undervist i datalogi.

Men ved vi strengt taget slet ikke. Der er meget, vi ikke kan se af beskrivelsen af forløbet, hvilket Mark Guzdial da også påpeger. Var det virkelig datalogi-indholdet, der gjorde forskellen og giver noget nyt til skolens almene dannelse? Eller var det monstro problembaseret læring, der var udslagsgivende? Eller skyldtes forskellen simpelthen, at lærerne blev ekstra motiverede og gjorde en bedre indsats?

Uanset hvad er det vigtigt at finde ud af.

Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!