Hvem skal vi glæde?

De af os, der har et arbejde, hvor vi direkte har kontakt med andre mennesker – som behandlere, undervisere, omsorgsgivere eller noget helt fjerde – er ofte fanget i et dilemma. Vi kan bruge en masse personlige resurser  ud over vores normering i håb om at kunne gøre det, vi egentlig føler, at vi burde gøre, eller vi kan sige stop og blive udråbt som kynikere. En grund til at det trods alt lykkes at holde sammen på arbejdspladserne i sundhedssektoren og på uddannelsesinstitutionerne er netop den faglige stolthed, mange af os besidder. Jeg vil tro, at der også er et tilsvarende fænomen på ikke helt få private arbejdspladser.

Meget ofte er det imidlertid den faglige stolthed og det dermed forbundne ønske om at gøre alting så godt som overhovedet muligt, der giver os stress. Neoliberalismens påstande om at alt bør konkurrencesættes og at succes alene er den enkeltes ansvar er medvirkede til, at vi sidder hver især og tror at vi selv skal håndtere hvert eneste problem. Og gør vi det ikke godt nok efter de standarder, andre fastsætter, er vi hårde ved os selv.

Men den slags fører bare til følelser af personligt nederlag. I virkeligheden glæder vi kun dem, der har skabt konkurrencesamfundet. For de standarder, andre fastsætter, er bevægelige mål og handler kun om måltal, ikke om faglighed. Man kan aldrig vinde over New Public Management ved at gå ind på dens præmisser.

Den bedste protest og det bedste, vi kan gøre for os selv i den nuværende situation, vil være at “kortslutte” konkurrencen og arbejde sammen om alt det, vi kan samarbejde om; det kan vi gøre uden at give køb på den faglige stolthed. Selv har jeg talt med kolleger om at gå sammen om at være medforfattere på hinandens artikler, og vi bør også skabe et fællesskab om vores undervisningserfaringer, så vi ikke hver især skal starte forfra hver gang vi overtager et nyt undervisningsforløb.