Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.